Seksmandsbandet Laursen hedder nok sådan, fordi to af medlemmerne – herunder forsangeren, som også er en af komponisterne og tekstforfatterne – hedder Laursen. Det er Andreas Laursen, vokal og guitar og Jonas Laursen, trommer. På omslaget ser de ud til at være brødre.

De har nu udgivet deres tredje studiealbum, ”Verdens lykkeligste land”, som også er titlen på en af sangene. Udtrykket stammer i øvrigt nok fra en TV2-sang om verdens lykkeligste mand – og et album med samme titel.

Sangene er dansksprogede og har gode rim og et solidt indhold. En enkelt tekst, ”Jeg er ikke som de andre”, skyldes naturligvis Jens Memphis, De gyldne Løver. Ud over Andreas Laursen har bandmedlemmerne Martin Caspersen og Markus Nederby bidraget med tekst og musik.

Selv om bandets pressemateriale, og i alt fald Skagen Festival, præsenterer det som et folkband, så må jeg som traditionel musiker sige: Ahh, men … Det er mest af alt 80’er og 90’er rytmisk musik – beat eller rock, eller hvad det nu hedder. Der er tilsat en god portion country, blandet med en smule cajun, og understøttet på det folkemusikalske med mandolin, banjo og harmonika. Akkompagnementet giver sine steder mindelser om Bob Dylans musik, måske især på grund af mundharpen.

Alle sange har Andreas Laursen som forsanger, og fra første takt lyder hans sangstemme allermest som C. V. Jørgensen. Musikken er godt spillet og professionelt produceret.

Jeg har haft lidt besvær med at afkode sangenes tekster, og jeg savner, at man kan finde teksterne et eller andet sted, f.eks. på et website for bandet. Jeg har søgt forgæves efter et sådant, også på det domæne der huser bandets kontaktadresse. Det – og så yderligere oplysninger om baggrunden for albummet, musikerne osv.- er i vores digitale tidsalder ofte et savn for den nysgerrige lytter, og også her.