Festivalen i Korrö, Småland, Sverige var sidste år nødt til at blive afviklet i digital udgave, men i år var arrangørerne så kreative, at de har kunnet invitere til festival d. 20.-25. juli. For at imødekomme myndighedernes afstandskrav har de nemlig valgt en såkaldt satellit-festival. I stedet for det kompakte festivalområde er musikken spredt på 11 forskellige lokaliteter i byen. Og i stedet for de store sociale komsammener, så bliver det i år mindre egentlige koncerter.
Lena Johnsson Trio er et hovednavn på festivalen. Med en frisk ’grammis’ for årets svenske folkemusiknavn, nylig optræden på det prestigefyldte Allsång på Skansen samt koncerter for både Barack Obama og Greta Thunberg på cv’et, er der store forventninger til netop denne trios koncerter.
Også Hoven Droven er et navn, som er kendt uden for Sveriges grænser. De spiller normalt folk-rock, men bebuder nu, at disco-musik er på repertoiret! Men ellers er musikken på festivalen mest traditionel med masser af violiner, nøgleharper og harmonikaer. Et par rigsspillemænd (Pelle Bjönlert og Jenny Gustafsson) skal nok sørge for, at vi husker den svenske folkemusikarv, et musikalsk møde mellem ét af Sveriges mest stilskabende bands Nordic og kammermusikensemblet Musica Vitae tegner også til at blive en stor oplevelse.
Svenske repræsentanter for irsk folkemusik med Quilty og ditto amerikansk i skikkelse af PPM samt danske Fromseier Hockings og Gangspil giver lidt musikalsk indflydelse udefra. Der er mange andre forskellige folk-navne, børne- og kirkekoncerter og andre aktiviteter. Gå på opdagelse i programmet. Mange koncerter er sammensat at to forskellige orkestre, og flere af musikerne optræder forskellige dage og steder, så selvom det hele afvikles med restriktioner, er der rigelig mulighed for alligevel at få nogle gode musikoplevelser. http://www.korrofestivalen.se/
https://www.facebook.com/korrofestivalen