Netop afdøde Happy Traum var en nøgleperson i udbredelse af folkemusikken i USA. Han blev født i New York og mødte i 1963 Pete Seeger og blev fascineret af især hans banjospil, og han begyndte selv at spille banjo og guitar.
Washington Square og folkemusikklubberne i Greenwich Village i New York var i starten af 1960’erne samlingspunkt for folkies af alle slags, og her mødtes Happy Traum med Bob Dylan, Mike Seeger, Tom Paley, Eric Weisberg, John Herald og mange andre.
Traum spillede i forskellige konstellationer, men da familien flyttede til Woodstock i 1967 blev det mest hans duo med broderen Artie Traum, der gjorde sig bemærket. De fik nemlig en pladekontrakt og udgav nogle album, og brødrene blev et samlingspunkt for det nye miljø af musikere, som bosatte sig i Woodstock.
Deres løse samarbejde udmøntede sig i projektet Woodstock Mountains Revue med Bill Keith, Jim Rooney, John Herald, John Sebastian, Larry Campbell og Pat Alger, hvis første album ”Mud Acres, Music Among Friends” (1972) blev en bestselle. Projektet besøgte heldigvis Danmark og gav et par legendariske koncerter. Siden optrådte også flere af disse musikere i en anden sammenhæng i Danmark – herunder Tønder Festival. Der kom et par yderligere album med den løse gruppe af venner. Inden da havde Bob Dylan ringet efter Traum i 1971 til at akkompagnere sig på nogle pladeindspilninger, som udkom på ”Greatest Hits, vol II”.
Men det blev som instruktør og forlagschef, at Happy Traum slog sit navn fast i mange musikeres bevidsthed. Først udgav han i 1967 bogen ”Fingerpicking Styles for Guitar”, og sammen med sin kone begyndte han at udgive mere undervisningsmateriale om de forskellige instrumenter, stilarter og teknikker.
Længe før internettet var en af de bedste muligheder for at lære at spille rootsmusik begrænset til bøger og videoer. Hans forlag ”Homespun Tapes” blev en stor succes, og utallige folkemusikere verden over lærte at spille takket være Traum, og skoler og biblioteker rummer stadig materialer fra ”Homespun”. Happy, der egentlig hed Harry, var siden involveret i en række yderligere musikalske projekter og udgav sit sidste soloalbum ”There’s a Bright Side Somewhere” for ikke så længe siden. https://www.happytraum.com/ https://www.homespun.com/