I forbindelse med udgivelsen af LP’erne ”Glem det hele – husk det. Live 1979-81” med rockbandet
Hyldemor gav John Teglgaard (sang, guitar), Steen Claësson (sang, tamburin og violin) og Michael
Jensen (sang, guitar) en lille ’talk’ og koncert i butikken VinylFreak i Roskilde.

Det var et akustisk sæt, som ikke kun fejrede Hyldemor, men også en slags hyldest til det hedengangne folkband
Furekåben. Fælles for begge bands er nemlig, at deres musik er bygget op omkring sanger,
sangskriver og guitarist Hans Vinding (1948-1999).

Foruden at være en bemærkelsesværdig person var Vinding en unik sangskriver. Hans sange tåler
sammenligning med legenden Erik Skaløes (fra Steppeulvene). Og på sammen måde som Skaløe
bliver Vindings sange ved med at dukke op. Takket være hyldestkoncerter, genudgivelser og
genindspilninger har sangene fundet frem til mange nye, unge fans og er blevet kult.

Furekåben var et løst sammensat musikkollektiv, som var mest aktive i begyndelsen af 1970’erne.
De trivedes bedst i det alternative ungdomsmiljø i Storkøbenhavn, men spillede også rundt i landet
og udsendte to album. De var lidt en prøvelse at høre og befandt sig langt fra den pæne,
velklingende musik. Det kræver et åbent sind bare at lytte til dem og et trænet øre for at nyde deres
udflippede stil. De enkelte sange varede typisk 15-20 minutter.

Jeg oplevede Hans Vinding og Furekåben ved flere lejligheder og husker hans særlige karisma og
’koncerternes’ specielle stemning. Ingen dengang kunne forestille sig, at den musik ville overleve
så mange år. Men nu om stunder vil man kalde deres musik stoner-folk, og sammen med f.eks.
Hasse & Wiliam er Hans Vinding blevet folk-ikon.

Vindings sange er blevet indspillet i mere lyttevenlige versioner med ham selv i førnævnte
Hyldemor, og også andre musikere som Lone Kellermann (”Spring ud” og ”Fuglen er fløjet”) og
Uffe Lorenzen (”Mandesang/Den gennemsigtige mand”) har indspillet Vindings sange.
Teglgaard og Claësson fortalte om deres møde og musikalske samarbejde med Hans Vinding.
Desuden spillede de nogle Vinding-sange og var på denne måde med til at give ham et værdigt
eftermæle.

https://www.facebook.com/profile.php?id=100049240602488
http://www.hansvinding.dk/