Nogle af os husker Groupa fra vores unge dage på de nordiske festivaler. Bandet blev dannet i 1981 og blev regnet som et af Nordens store navne på den tid. Bandet har haft mange forskellige skikkelser gennem tiden – og en del kendte musikere har lagt vejen forbi.
Selv husker jeg Groupa fra Falun folkemusik festival i 1990, hvor de spillede en forrygende koncert i Folkmusikens Hus i Rättvik, og hvor Hållbus Totte Mattson tændte bål på scenen. Det var en stor oplevelse – også musikalsk. Det var i de år, man kunne købe LP’erne Av bara farten (1983), Vildhonung (1985), Utan sans (1989), Månskratt (1990), Imeland (1995) – alle udslag af samme svensk-moderne tilgang til folkemusikken som fx Filarfolket og Avadå Band. Jeg tænker, de stadig står i pladesamlingen hos en del ældre folkemusikere og folkemusikfans.
Jeg har gennem årene omtalt flere af Groupas albums i det hedengangne Folk & Musik. Fjalar (2002) og Frost (2008) dissede jeg personligt på grund af mangel på krop og substans, folkemusikalsk indhold og autenticitet.
Jeg skriver nu om dette album i håbet om, at de er ”kommet hjem” til nogle af tonerne og takterne fra det oprindelige Groupa. Og det er de!
I vore dage er Groupa en trio: Jonas Simonson, fløjter, Terje Isungset, trommer, percussion og mundharpe, samt tovholderen – ham, som har været med fra begyndelsen – Mats Edén på violin, bratsch, viola d’amore og hardingfele.
Siden 2016 har Groupa udgivet albums, hvor de har udforsket enkelte landes folkemusik. Kind of Folk vol. 1 (2016) hvilede på svensk traditionel musik, vol. 2 (2018) på norsk folkemusik, vol. 3 (2020) på islandsk folkemusik, vol. 4 (2023) på iberisk folkemusik, og dette album – vol. 5 – på polsk folkemusik. Hensigten er at finde og omtolke folk-rødder rundt om Østersøen, men jeg tror næppe, at dansk folkemusik bliver genstand for vol. 6. Lad os se!
Musikken er på den ene side Groupa, som de altid har spillet. Jonas Simonsons mange fløjter, Mats Edéns strygeinstrumenter, og Terje Isungsets rytmer. Tonesproget er meget nordisk, selv i de polske numre, undertiden dog lidt til jazz-siden. Rytmerne er præcise, men søgende. Sådan set meget Groupa-agtigt, men uden de droner, som vi også tændte på i bandets unge dage. På dette album medvirker de polske musikere med violin, sang, saxofoner og kontrabas. Særligt er det, at Marta Matuszna synger flere sange med en inciterende, meget østeuropæisk sangstemme og ditto varm violintone.
På den anden side skal man ikke lede efter sounden fra 80’erne og 90’erne. Det er et nyt og eksperimenterende Groupa, man hører på dette album. Trods enkelte, genkendelige svenske toner er det meste af musikken blandingsprodukter. Personligt savner jeg ord om numrene.
Musikken på albummet er interessant og pirrende for sanser og instinkter. Man kunne savne en tur mere til Musik over Præstø Fjord – Groupa har vist ikke været der siden den første festival i 2009 – måske bare med Groupas tre kærnemusikere – og svensk musik. Hvis de vil.
