Det sker gang på gang, at et nyt fadonavn udnævnes til morgendagens stjerne, som skal tage arven op efter Amália. Det er også sket for Gisela João, som har udsendt et album, der blot bærer hendes navn. Men når roserne bl.a. kommer fra folk som Carlos do Carmo og Camané, er det værd at lægge mærke til.
Gisela João er født i Barcelos i Minho, hvor hun begyndte at optræde på den lokale fadorestaurant. I 2000 flyttede hun til Porto, hvor hun fortsatte med at optræde på fadosteder og udsendte en plade med gruppen Atlantihda, som også optrådte på Tønder Festival i 2010.
Men det var mødet med fadosangeren og manageren Helder Moutinho, som for alvor satte gang i Giselas karriere. Hun begyndte at optræde i Lissabon, fadoens hovedstad, og flyttede siden dertil og blev tilknyttet kendte steder som Sr. Vinho og Tasca de Bela.
Hendes album er fremragende. Repertoiret er alsidigt og omfatter såvel ældre som nyere fadosange. Frygtløst begiver Gisela João sig i kast med fortolkninger af sange kendt fra de store stjernes repertoire så som Alfredo Marceneiro, Carlos Ramos, Beatriz da Conceicão og ikke mindst Amália Rodrigues, hvis Meu Amigo Está Longe hun leverer en flot udgave af med stor indlevelse og en dyb udtryksfuld stemme.
Hvor numre som Meu Amigo Está Longe, Maldicão og Voltaste hører til de mere langsomme og sørgmodige fadosange, viser Gisela også, at hun flot behersker det lette og muntre repertoire som på den traditionelle Bailarico Saloio, Antigamente, Malhões e Vira og (A Casa da) Mariquinhas. Sidstnævnte er ikke Alfredo Marceneiros legendariske sang, men en senere som også Amália sang og her med ny tekst af hip-hopperen Porto Capicua. Teksten omhandler det gamle fadohus – eller rettere bordel – hvorfra såvel Alfredo Marceneiros som Dona Amálias og Herminia Silvas stemmer har lydt, men som siden er endt i ruiner. Men lukker man øjnene kan man stadig høre stemmerne og guitarspillet, da ”sange, som kommer fra hjertet, synges hele livet igennem”.
Endelig viser det også overskud, at albummet har plads til instrumentalnummeret Canto de Rua af Carlos Paredes, hvor de dygtige guitarister Ricardo Parreira (portugisisk guitar) og Tiago Oliveira (viola) får lov til at udfolde sig.
Gisela João er ikke en ny Amália. For det første vil der aldrig kommer en ny Amália. For det andet er hun sig selv – rå, dyb og dygtig. Hendes sang kommer fra hjertet og er virkelig værd at lægge mærke og øre til.
Den 23. maj lægger Louisiana smukke rammer til Gisela Joãos sang.
Gisela Joâo overraskede publikum ved Tønder Fetivalen i 2010, da hun efter koncerten trådte ud på en trappe og gav et ekstra numme, mens publikum var på vej ud. Fotos: Per Dyrholm
