En hædersgæst ved DMA Roots 2021 forleden var legendariske Povl Dissing. Han er nemlig den første kunstner, der får æren af en plads i den danske Hall of Fame, som blev etableret i juni måned 21 i Tønder, hvor ellers? Det ligger som en del af Folkemusikarkivet i Østergade 67 i Tønder og åbnede i 2020. Nu har Hall of Fame fået sin første musiker og hvilken én.
Povl Dissing på nu 83 år har i mere end 60 år sat sit tydelige aftryk på den danske folkemusik og musikken i det hele taget. Han er folkeeje i eget navn og også med en vis B. Andersen og Svante, som lige bør nævnes. Povl blev selvfølgelig også modtaget med stående applaus, respekt og begejstring. Guitaristen Jacob Bro gav en 25 minutter lang koncert flankeret af Povl Dissing. Forinden havde Jens Folmer Jepsen (tidligere Aarhus Festugeleder) holdt hæderstalen. Dissing fik udover æren et kunstværk (en buste i træ og en lyrisk fortælling) af kunstnerne Sanne Flyvbjerg og Søren Assenholt, hvis værker vi også har set på Tønder Festival.
”Povl Dissing er en inspiration for hele musiklivet uanset genre. Han er også den første i Hall of Fame, fordi det for ham altid har handlet om musikken og ikke om pengene, og det kendetegner også Tønder Festival og vores initiativer, siger Poul-Henrik Jensen, formand for Folkemusikarkivet og næstformand i Tønder Festival Fond. Han sidder også i ”Komiteen til etablering og drift af et folkemusikarkiv i Tønder” sammen med Rod Sinclair, lan Klitgaard og Tom Buhmann. Komiteen blev stiftet i 2019 og er, som de ses, nået langt. Tønder kommune bakker op om det.
Fokus for arkivet er ikke primært den danske traditionsmusik og spillemandsmusik, som er dækket ind andre steder. Det handler om folkemusikkens nyere historie fra begyndelsen af 1960’erne og frem. Altså de genrer, som altid har været basis for TF.
Nu har Hall of Fame fået sin første beboer, og det er så fuldt fortjent, at det blev netop Povl Dissing. Men der er også en lang række navne, der banker på, for ih, hvor har vi mange fantastiske musikere at vælge imellem.
Stort til lykke til Povl.