Den færøske sangerinde Eivør Pálsdóttir har netop modtaget Nordisk Råds Musikpris for at bruge sit modersmål og sin musikalske arv fra Færøerne.
Den 38-årige sangerinde og komponist vandt en sangkonkurrence som 13-årig i færøsk tv, og fire år senere udgav hun sit første album Eivør Pálsdóttir. Siden er det kun gået fremad, og det er blevet til mange udgivelser, både på dansk, engelsk og ikke mindst færøsk.
Hun er blevet kåret som Årets sangerinde tre gange af Planet Awards, blev Årets Danske Folkvokalist i 2006, fik en hæderspris fra DJBFA i 2013, og året efter blev hendes album kåret som årets bedste på Færøerne. Hun var nomineret til Nordisk Musikpris i 2013, og nu har hun så fuldt fortjent modtaget denne hædersbevisning.
Det hedder bl.a. i Nordisk Råds begrundelse: ”Eivør Pálsdóttirs utrættelige arbejdsmoral har i de senere år sat fokus på hendes hjemland, og hun arbejder omhyggeligt med sin musikalske arv og sit modersmål. Eivør Pálsdóttir er en sand “nordisk” kunstner, men samtidig har hun formået at slå sit navn fast som en international popstjerne, der turnerer verden over med sit berømte sceneshow. Hun er en modig og nysgerrig kunstner, som skaber forbindelse til sit publikum med en bemærkelsesværdig lethed, og som udtrykker den menneskelige side af os alle med både værdighed og ynde”.
Hun har optrådt på mange folk-festivaler herhjemme og givet utallige koncerter og altid begejstret med sin usædvanligt flotte stemmepragt, så man kan kun bifalde Nordisk Råds valg og ønske Eivør et stort til lykke med den velfortjente pris.