CPH:DOX kunne igen præsentere en verdenspremiere, nemlig dokumentarfilmen ”Joan Baez, I Am A Noise”, og igen er den kategori, som arrangørerne kalder musikfilm snarere et filmportræt, idet denne film næsten ikke handler om musik.
I en solbeskinnet bolig i Woodside, Californien, møder filminstruktørerne den nu 82-årige Joan Baez. Hun er en af det 20. århundredes største folk-sangerinder og aktivistiske stemmer, og her i karrierens efterår stråler hun fortsat.
Det er en sober og kronologisk gennemgang af hendes karriere suppleret med scener fra en nyere turné, og ikke en af disse sædvanlige musikdokumentarer, som mest består af kolleger, der roser. Baez fortæller selv bemærkelsesværdigt ærligt og afslørende om sit liv uden for scenen. Fra sine livslange psykiatriske kampe til de utallige aktivistiske mærkesager med bl.a. Martin Luther King og videre til en hjerteskærende romance og det musikalske makkerskab med en ung Bob Dylan. Et brændende ærligt blik på en levende legende, der aldrig har fortalt den fulde sandhed om sit liv – indtil nu.
Instruktørerne har fået adgang til Baez’ ekstraordinære arkiv, heriblandt nyopdagede hjemmevideoer, dagbøger, breve, tegninger og lydoptagelser. Man kan undre sig over, at Joanette er hendes familienavn, og at hun har åbnet så meget for op for sin kvækerfamilies historie, at fortidens skeletter og hemmeligheder rasler lige ud i offentligheden.
På den måde skiller filmen sig ikke ud fra de mange andre dokumentarer, som hele vores mediebillede er oversvømmet af, hvor berømtheder udstiller deres intimliv. Lidt uværdigt af en kvinde med Joan Baez’ format at udlevere sin familie på denne måde, synes jeg, men naturligvis en gylden chance for instruktørerne til lave en ’sensationsfilm’, som nok skal skabe nogle dønninger.
Ellers er Joan Baez jo en smuk kvinde, som godt kan tåle at få nærbilleder af sit ansigt blæst op i det helt store format. Som nævnt havde jeg håbet på, at filmen havde mere fokus på hendes musikkarriere. De få klip af hendes optrædener, der forekommer, er skåret ned til næsten ingenting.
Efter forevisningen modererede en meget nervøs Dorthe Hygum Sørensen en samtale med Joan Baez og to af de kvindelige instruktører. Filmen kan ses i KU:BE lørdag d. 25. marts kl. 19, se CPH:DOX for billet. Bagefter byder Copenhagen Folk Club i samarbejde med KU:BE på koncert med Rod Sinclair og Staffan Søgård Sørensen.
