Mariza. Pressefoto
Med den ene arm højt hævet over hovedet danser hun rundt på scenen, søndag aften i Tønder. Graciøst og elegant i den lange sorte kjole, som på en gang er moderne og traditionel. Det samme kan siges om hendes musik, der – ligesom det gælder for mange andre samtidige fadostjerner – er udspændt mellem tradition og fornyelse.
Mariza med det karakteristiske platinblonde hår blev efter sin pladedebut i 2001, Fado em Mim, et ikon for den portugisiske fadomusik. Hun var ikke den første, der genoplivede genren efter en del år i skammekrogen i hælene på Nellikerevolutionen i 1974, hvor alt der kunne forbindes med Salazarstyret blev afskrevet. Men hun er nok den største og i al fald den internationalt mest succesrige, hvilket flere world music priser og global koncertvirksomhed vidner om.
Hendes seneste album fra 2010, Fado Tradicional, der ganske rigtigt er en hyldest til den traditionelle fado, fyldte ikke overraskende en del ved koncerten. Vi fik bl.a. sangen om Rosa da Madragoa og Boa Noite Solidáo, som Fernando Maurício gjorde kendt. Maurício boede i kvarteret Mouraria i Lissabon, som sammen med Alfama var arnestedet for fadoens opblussen. Og her voksede Mariza faktisk selv op, da familien som så mange andre rejste fra Mozambique efter frigivelsen af kolonien.
Men koncerten var ikke lutter traditionel fado. Kernebesætning bestående af portugisisk guitar, guitar og basguitar blev udvidet med trommer, og fadoens kernerepertoire blev suppleret med afrikanske rytmer, brasiliansk sang og toner fra Capo Verde. På samme vis vekslede Mariza aftenen igennem mellem det energiske og udadvendte og det mere inderlige, hvor hun flere gange sad på scenekanten eller sang uden akkompagnement.
Vi fik da også flere af hendes mest kendte, ældre sange såsom Jorge Fernandos Chuva i et lidt anderledes arrangement og den lystige Rosa Branca, hvor det til sidst lykkedes Mariza at få publikum til at synge med på omkvædet. Samt ikke mindst som afslutningsnummer den utrolig smukke O Gente da Minha Terre – et af højdepunkerne fra hendes koncertudgivelse fra Lissabon, hvor hun måtte holde pause midt i sangen, da tårerne tvang sig frem.
Så meget løb følelserne ikke af med hende i Tønder. Men jeg tror, at publikum, som virkede lidt skeptisk og tøvende i starten, lod sig overbevise både af storheden i Marizas stemme og af den udtrykfulde kraft, fadoen besidder. Samtidig påtog hun sig rollen som formidler, da hun prøvede at forklare lidt om fadoen undervejs – en ambassadørrolle hun også tog på sig sig i forbindelse med fadoens udnævnelse til kulturel verdensarv for et par år siden. Et lille sprogkursus blev det sågar til, hvor vinho tinto synes at være det eneste, der var kendt i forvejen.
Det var modigt af festivalen at sætte fado på dagsordenen ved afslutningskoncerten. Tak for det. Håber ikke det bliver sidste gang.
Fakta:
Den portugisiske fado opstod i sidste del af 1800-tallet i miljøet omkring bordeller og knejper i de gamle kvarterer Mouraria og Alfama i Lissabon. Inspirationen kom fra afrikanske danse, sømandsviser og europæisk troubadourmusik, og der blev sunget om livet i byen, kærlighed og længsel – udtrykt i det portugisiske ord saudade. Senere blev fadoen populær blandt borgerskabet og flyttede til varitéteatrene og koncerthusene.
I dag dyrkes den især i fadohuse for såvel professionelle som amatører samt på de store koncertscener. Den største fadostjerne gennem tiderne, Amália Rodrigues, døde i 1999. Blandt arvtagerne er foruden Mariza navne som Mísia, Ana Moura, Camané, Cristine Branco, Mafalda Arnauth, Helder Moutinho og Carminho.
