Sikke en nyhed! Fantastiske, sympatiske Emmylou Harris kommer og spiller på Tønder Festival fredag d. 28. august 2026. Planen er, at det skal være hendes sidste og eneste danske koncert på det, som kaldes en afskedsturné gennem Europa.
Og publikum på Tønder Festival 2026 er blandt de heldige med denne unikke mulighed for at opleve den 14-dobbelte Grammyvinder, som er en af de allermest betydningsfulde skikkelser i amerikansk folk, country- og americana.
For nogle af os bliver der tale om et gensyn, for den højtbeundrede sanger/sangskriver på nu 78 år gæstede faktisk TF i 2000, hvor hun ved ankomsten manglede sin kuffert, hvilket Harris tog helt roligt og med godt humør. Der blev ingen tøjkrise, for der blev skaffet nyt fra de gode Tønder-butikker.
Så ja, det er 25 år siden sidst, og det er vildt, at hun endelig kommer tilbage. Det har længe været et stort ønske for Tønder Festivals kunstneriske leder, Maria Theessink. Emmylou Harris var et vanvittig populært hovednavn i 2000:
“Den koncert, hun spillede dengang, står stadig lyslevende for mig. Derfor er det kæmpestort at få lov at præsentere Emmylou Harris eksklusivt i Danmark på hendes europæiske afskedsturné,” siger Maria Theessink.
“Og det er ekstra glædeligt, at hun og Daniel Lanois begge er på vores festivalplakat i 2026. De to har jo arbejdet sammen flere gange, og han har f.eks. produceret og spiller med på hendes legendariske album ‘Wrecking Ball’. Dette har ovenikøbet 30års jubilæum nu og var i høj grad med til at etablere og cementere hendes kunstneriske status. Siden er det bare gået endnu mere derudaf.
Emmylou Harris har i årtier sat sit umiskendelige aftryk på amerikansk musik og anses for en af de vigtigste og smukke stemmer med sin blanding af varme, skønhed, autoritet, autenticitet og kunstnerisk nysgerrighed. Mere end 25 albumudgivelser er det blevet til, over 15 millioner solgte plader foruden 14 Grammy-priser samt flere andre priser. Selvfølgelig er hun indlemmet i Country Music Hall of Fame og står som et ikon, hvis betydning rækker langt ud over genrer og generationer.
Den amerikanske sanger fra Alabama brød igennem i 1970’erne og gav countrymusikken et markant løft med sin udtryksfulde vokal, elegante sangskrivning og evne til at finde og forfine andres sange. Som sangskriver er hun kendt for sin ærlige, skarpe og livskloge pen, der aldrig søger det lette, men altid det ægte.
Ud over Daniel Lanois har hun samarbejdet med en lang række af de største kunstnere – blandt andre Gram Parsons, Dolly Parton, Linda Ronstadt, Mark Knopfler, Bob Dylan, Neil Young, Rodney Crowell og Willie Nelson. Det var Joan Baez’ stemme i radioen, der fik Harris i gang med at spille guitar, for 16-årige Emmylou lyttede til en radiostation, der spillede folk, mens hun lavede lektier.
Så gik hun selv i gang, og nu har Harris i mange år været med til at forme folk, country og americana-musikken og gøre den ekstremt populær. Man kan godt begynde at glæde sig.
På Tønder Festival 2026 optræder hun med band, og publikum kan glæde sig til en helt særlig og smuk aften med denne usædvanlige og på alle måder smukke stjerne. Det er da helt eventyrligt,