Kathryn Tickell (øverste foto: Neil Denham) er multiinstrumentalist og en mere end almindeligt kendt og anerkendt folkemusiker fra Northumberland i nordøst-England. Hun er meget berømmet for sit spil på Northumbrian pipes, en (lille) sækkepibe med en særlig konstruktion og lyd. 58 årige Tickell er en sand mester og begyndte allerede som niårig og udgav første album som 16-årig, så hendes karriere spænder nu over mere end 40 år.
Hun hylder sin arv fra Northumbria, men spiller lige så gerne jazz, verdensmusik og orkesterkompositioner. Nu står hun i spidsen for The Darkening, hvor musikerne tilsammen danner et storslået ensemble, som kombinerer den særlige sækkepibe med violin, akkordion og vokal. Bandet forbinder tusind år gamle melodier med nutidig, hypnotisk energi. Med albummet ”Cloud Horizons” fra 2023 fik de masser af anmelderroser for deres originale og medrivende udtryk, hvor landskaber, historie, mennesker og musik flettes formfuldendt sammen.

Ciaran Ryan
Kathryn Tickell var den første folkemusiker på BBC Proms og har modtaget hædersudmærkelser som ”Officer of the Order of the British Empire” og ”Queen’s Medal for Music”. I The Darkening, som er et gammelt, northumbrisk ord for tusmørke, spiller Amy Thatcher (accordion, synth, clogs, vokal), Heather Cartwright (guitar, vokal), Joe Truswell (trommer, percussion) og Stef Conner (lyre, vokal). Sammen leverer de rytmeprægede melodier, smukke harmonier og virtuos instrumentering – en form for “Ancient Northumbrian Futurism”. Med andre ord: Oldgammel futurisme fra denne særlige landsdel.
Ciarán Ryan Band (SCO/IRL) lader traditionel irsk musik møde ikke bare personlig, men også introspektiv sangskrivning, som det kan høres på albummet ”Kick Up the Dust” fra i år. Bandets virtuose musikere på violin, uilleann pipes, bouzouki, klaver og percussion leverer en koncertoplevelse, som både respekterer traditionen og et nyskabende sammenspil fyldt med energi.
Ryan selv er multiinstrumentalist, kendt for sit arbejde med bands som Dallahan, Shooglenifty og mange andre kunstnere over de seneste 15 år. Albummet er 100 procent selvskrevet af Ryan og er hans mest personlige arbejde, som markerer et nyt kapitel. Nemlig hans venden tilbage til sine rødder i traditionel irsk musik og en dybfølt genopdagelse af de melodier og musikalske traditioner, som var hans musikalske stemme i starten. På sit hold har han Tom Callister (violin), Ryan Murphy (fløjte/uilleann pipes), Luc McNally (bouzouki), Amy Laurenson (klaver), Craig Baxter (bodhrán) og Greg Barry (trommer).
Sammen bringer de det nye album til live som en musikalsk rejse, hvor tradition møder nutid, og liveformatet med bandet bygger videre på Ciarán Ryans første erfaringer. Sit eget band startede han efter udgivelsen af debutalbummet ”Banjaxed” (2019) og med Ciarán Ryan Band er der skabt en koncertoplevelse med instrumental virtuositet og en energisk tilgang til både traditionel og nyskabende musik.

Selina Gin
Selina Gin har siden sin solodebut i 2019 markeret sig som en meget udtryksfuld vokalist, sangskriver og producer. Hun har både skabt sig en succesfuld solokarriere, turneret med Peter Sommer og skrevet musik til teater og musicals. Med The Iconics som backingband præsenterer hun nyt materiale fra sit seneste album “I Memorize Your Face, ‘Cause it Changes all the Time”(2025).
Udtrykket er (blandt andet) følsom eftertænksomhed og legende energi. På Tønder Festival har hun ”The Iconics” med sig samt sin Dolly Parton-klare, stemme hvor rytmer og melodi smelter sammen til en nærværende koncertoplevelse. Hun har været nomineret til en Steppeulven-pris som Årets Vokalist, fået femstjernede anmeldelser fra SPOT Festival og brød markant igennem i 2022. Hun har udviklet videre på sit udtryk, bl.a. skyldes det hendes skift til at bo på landet. Det har givet nye inspirationskilder, bl.a. også det at hun er blevet mor. Alvor og humor smelter sammen i et legende udtryk. Selina Gin har også skrevet musik til musicalen ‘Nordkraft’ og Stine Pilgaards teaterforestilling, ”Hvorfor laver vi ikke et band”.

John R. Miller Foto: David McClister
John R. Miller spiller sin eneste danske koncert på TF 2026. Han er kendt som en poetisk ordsmed, der trækker på old time-musik, kosmisk (!) country og blues. Hans sange kredser om eksistentielle spørgsmål, angst og håb, og musikken er båret af autentisk livserfaring fra Shenandoah Valley til landevejene i USA. Hver sang på hans debut-soloalbum ”Depreciated” (2021) er fyldt med indviklede ordspil og uforglemmelige billeder. ’
En af Millers største fans er roots-favoritten Tyler Childers, som har beskrevet ham som “en berejst ordsmed, der kortlægger den verden, han har set, tre akkorder ad gangen”. Han er et miks af religiøs tradition og smalltown-liv og inspireret af både radiohits, punk, old time, traditionel fiddle-musik og af fine musikere som John Prine, Steve Earle, Townes Van Zandt, Guy Clark og J.J. Cales Tulsa Sound.

Leon Majcen
Livet som den evigt turnerende musiker satte sit præg og kostede John R. Miller relationer og perioder med depression, misbrug og selvmedicinering. Men musikken blev også hans redning og sejrede til sidst. Hans to seneste album ”Heat Comes Down” (2023) og ”Heat Comes Down (Deluxe)” (2025) kredser om temaer som angst, søvnløshed og eksistentielle kriser – men også om håb og lindring.
Leon Majcen kombinerer klassisk americana med personlige fortællinger om livet som turnerende musiker. Hans seneste album ”Making A Livin’ (Not a Killin’)”(2025) afspejler musikalsk modenhed og livets realiteter. Hans barndom gik for sig i en bosnisk flygtningefamilie, men førte til et årelangt turnéliv på tværs af USA. Der er godt med anderledes bagage i hans rejser mod succes. Med sit band skaber Majcen et nuanceret, stærkt og følsomt lydbillede.
Endnu en hel håndfuld alsidige, spændende, talentfulde og vidt forskellige musikere er sammen med alle dem, som også hører med omkring dem, klar til at indtage Tønder Festival 2026 om godt og vel små ni måneder.