Et begrænset antal ekstrabilletter bliver sat til salg fredag 27. april på hjemmesiden www.ticketline.co.uk til Runrigs afskedskoncert med undertitlen The Last Dance. Den foregår på Stirling City Park I Skotland.
Aftalen om at udvide salget er kommet i stand mellem showets promotor, LCC Live, Stirling Council og dets sikkerhedsrådgivende gruppe, så man kan udvide kapaciteten til ekstrakoncerten fredag aften 17. august 2018. Den sidste koncert er lørdag 18. august.
En af bandets stiftere Calum Macdonald siger: “Vi har været overvældet af den støtte, vi har modtaget fra vores fans, og af interessen for vore sidste shows. The Last Dance vil helt sikkert være en følelsesmæssig oplevelse for os alle. En begivenhed, som vi ikke før har oplevet i vores 45-årige historie. Vi ser frem til at dele oplevelsen med vores utrolige fans og specielle gæster til to gode aftener med levende musik”.
Der kan ventes flere gæstemusikere til koncerten. Den første support, der er blevet offentliggjort, er Julie Fowlis. Hun fortæller: “Det er en stor ære at blive inviteret til at deltage ved Runrig store finalekoncert. Det er mine barndomsidoler, så jeg er utroligt stolt af bandet, og det de har gjort for gælisk og skotsk musik rundt om i verden. Det bliver en mindeværdig weekend”.