Det var vist næppe forventeligt, at en ung mand i 1970’erne skulle blive fuldstændig bidt af Trilles “Hej Søster”, når man ihukommer, at pladens modtagelse blandt visse kønsfæller blev betragtet som det værste feministiske skingrende skrig, og Trille blev anset for at være rødstrømpernes ypperstepræstinde (i virkeligheden havde Trille end aldrig været til så meget som ét rødstrømpemøde!). Jeg husker da bl.a., at afspilning af pladen i mine kollegieår kunne afstedkomme heftig banken på radiatorerne.
Men større end al politisk palaver er poesien, ikke mindst når den er musisk. Så jeg havde ikke noget valg, jeg spillede den uafladeligt, dengang i 70’erne. Det var måske ikke lige i finkulturel forstand, at Trille udfoldede sig. Men det var i knækprosaens aflægger, bekendelseslitteraturtiden, hvor forfattere som Kristen Bjørnkær, Lean Nielsen, ja selv Dan Turéll boltrede sig. For ikke at forglemme Vita Andersen, der fik en hel fortabt generation af læsere til at læse poesi.
Trille boltrede sig også, fortalte og beskrev personlige livshistorier, om mors lange cykeltur, om timeglasset, der slås af datterens kærlighed, og Trille sang sit uimodståelige omkvæd:
Så gik det kærlighedens år
hvad var det så vi har lært, hvad er det vi forstår
Ja vi bliver stadig bedre til at slikke vores sår
men dagene mørkner nu, de siger, at vinteren bliver hård i år.
Den allerbedste sang, en vakker vals i mol, skrevet i bedste visetradition, var imidlertid slet ikke skrevet af Trille, men af veninden Kedda Madsen, i sangen om Brit, der var “husmor, dranker og dejlig/hendes liv var et mareridt”. mens hun sang om lykke, elskov og smerte. Senere hedder det, mon Brit hun stadig synger så smukt ved kolonne 10?
Den triste omstændighed var, at kort tid derefter forstummede Kedda Madsens sang for evigt.
Poesien lå også i det musikalske udtryk: Palle Danielssons liflige bas, Anders Koppels svimlende harmonika og orgel, Holger Laumanns blide blæserbjæf, og Trilles sprøde nylonstrenge, suppleret med Ole Ficks sublime soli. Enkel, harmonisk, ukompliceret, smuk poesi, skønt det tekstlige indhold var alt andet end harmonisk, idet det nærmest kunne være konfronterende, og Trilles fraseringer var heller ikke med i håndbogen for skønsang.
Lys/mørke var den væsentligste metafor i Trilles samlede værk, men det var ikke til at vide dengang. Dengang boblede og strømmede optimismen igennem “Der hvor lyset findes”, sammen med den senere “Sådan er der altid et lille lys i mørket/det står og blafrer der et sted/men hvis du vil kunne se det/så må du ikke være mørkeræd” (fra den tematisk beslægtede “En lille bunke krummer”)
Men en dag kunne Trille ikke længere finde lyset, og siden har strengene stået stille. Hun lever dog i bedste velgående og er i dag 68.
I 2010 kom en opsamlingscd’en ”Hele balladen” med syv cd’er, heriblandt de to nævnte.
