En aften sidst i 60’erne sad vi, vores lille bluestrio, i trommeslagerens forældres stue. Hans far stak hovedet ind og ville give en pilsner inde på kontoret. Mens vi knappede op, sagde han, at vi da vist trængte til at høre noget ordentlig musik. Vores lidt højrøstede strømførende blues var ikke helt hans foretrukne. Så satte han pladen Seven Drunken Nights med The Dubliners på pladetallerkenen. Han havde vist fået den foræret.
Den aften begyndte det at gå op for mig, at musik kan swinge uden bas og baljer. Vi havde ikke tilstrækkeligt med jobs med vores blues til at finansiere, hvad det krævede af udstyr. Det ville være historieforfalskning at sige, at den plade med The Dubliners fik os til at skifte elektrisk ud med akustisk, men den blev medvirkende. Vi havde jo også lyttet til Donovan, Dylan, Joan Baez, og hvad de nu hed. Uanset kom der irske sange på repertoiret i vores nye akustiske udgave af trioen, og de kom fra de plader med The Dubliners, som vi nu anskaffede os nogle af. De fem skæggede irske livsnydere havde en energi og et swing af en anden verden, og vi unge bluesbegejstrede spillemænd fik åbnet helt nye musikalske døre.
Da jeg senere begyndte på seminariet i Aarhus, fik jeg gang i en ny trio med et par medstuderende, og her var repertoiret fra den grønne ø. Ham Barney McKenna fra Dubliners spillede jo banjo, og den lyd optog mig. Derfor lånte jeg en banjo af en bekendt og lærte mig at spille irsk på den. Ikke bare sangene, men også reels, jigs og hornpipes.
På linjeholdet i musik gik også en mand fra Fanø, og han berettede, at de dernede var i gang med at danne et orkester, som skulle spille folkemusik fra Irland og sådan noget i den retning. Inspirationen var først og fremmest Dubliners, men de manglede en banjospiller. Derfor ville han lokke mig med til Fanø. Det var i 1974. Det syntes jeg da lød interessant
Den allerførste eftermiddag, vi sad sammen på øen med øl og instrumenter, fik vi et job – i Vesttyskland. Vi havde omkring halvanden måned til at banke et repertoire op. Undervejs blev jeg præsenteret for den lokale musik- og dansetradition, som derfor også blev en del af repertoiret. Det tog nogen tid, før vi havde fundet navnet på vores nye orkester. Det endte med det helt skæve ”Sand på Gulvet”, og det blev til 10 år med alt det spændende og sjove. Havde jeg ikke spillet banjo, var det jo aldrig sket, og havde jeg mon spillet banjo, hvis ikke trommeslagerens far den aften sidst i 60’erne havde givet en bajer og spillet Seven Drunken Nights for os?
Op gennem 70’erne red vi på en medvindsbølge af folkemusik i alle mulige spændende afskygninger med en mængde nye navne, men The Dubliners beholdt en plads i bevidstheden. De var jo ligesom ouverturen til en hel masse for mig og vel også for en hel del andre. Vi nåede heldigvis at høre dem på scenen med den besætning de spandt guld på. Så begyndte de at dø fra os. Ciaran Bourke var den første. Han var den eneste, vi ikke nåede at optræde sammen med.
Mange år senere begyndte de at komme på Fanø, fordi deres skandinaviske booker havde hjemme her. De begyndte simpelthen at bede om en fridag og –aften på vores ø, og det medførte nogle voldsomt hyggelige jamaftener. Sidste år blev den sidste, i hvert fald i Dubliners-regi. Det sidste af de helt oprindelige medlemmer, ham der havde tændt mig på banjoen, Barney McKenna, døde pludselig lige op til deres turne i Skandinavien. Derfor syntes John Sheehan, den sidste fra de helt store år, at også hans tid i gruppen måtte være fortid. Dermed var The Dubliners historie. De havde nu også rejst rundt og spillet i mere end 50 år, så det var vel fair nok – og vel også på tide. Da jeg her i foråret sad på
O´Donoghue´s Pub i Dublin, stedet hvor det hele begyndte, og så de utallige billeder af byens stolte sønner, var det som at sidde midt i musikhistorien. Guinness’en smagte ikke ringere af den grund.
Jeg kan stadig finde Seven Drunken Nights eller en af de andre lp´er fra de frodige år frem og nyde energien, begejstringen og fremdriften. The Dubliners vil ikke stå i historien som verdens bedste musikere sådan rent teknisk, men musik er jo meget mere end teknisk formåen, ikke mindst folkemusik. Når vi taler om alt det dér ”meget mere”, rangerede Dubliners meget højt – og så fik de altså ad tilfældige veje stor betydning for mit personlige musikalske liv. Ikke mindst at jeg bosatte mig på Fanø og nu i næsten 40 år med stor fryd og fornøjelse har spillet og dyrket vores stadig lyslevende tradition her på øen. Derfor blev det den plade.
