”Shhh. Du vækker far”. Phils mor hviskede, da han kl. 5 om morgenen en forårsdag i 1964 havde vækket hende og begejstret fortalt, at han i løbet af natten havde skrevet fem nye sange. Måske var hendes bekymring over deres 19-årige søn blevet større, hvis hun havde hørt det første vers i én af sangene:
The eastern world it is exploding
Violence flaring, bullets loading
You’re old enough to kill, but not for voting
You don’t believe in war, but what’s that gun you’re toting
And even the Jordan River has bodies floating
Det var gode rim, men voldsomme emner for en teenager. I familien talte de om tidens dramatiske emner, om mordet på præsident Kennedy, rumkapløbet, Vietnam-krigen, atomtruslen, stemmeretten, borgerrettighedskampen osv. Men at deres søn ville skrive en sangtekst om alt dette, vidste hun ikke endnu.
Phil havde et par år tidligere sendt nogle folkesange til et musikforlag i Los Angeles og tjente nu lidt lommepenge i sin fritid ved at skrive flere sange til selskabets direktør, Lou Adler. Han havde endda medvirket på nogle pladeindspilninger, og det blev poprockgruppen The Turtles, der først indspillede denne sang. Men det var ikke den, der gav dem succes.
Adler foreslog, at Phils ven Barry McGuire fra folkemusikensemblet New Christy Minstrels forsøgte sig med sangen. Men den var nær blevet skrottet, fordi han mødte op i studiet direkte efter en druktur, og hans stemme var meget hæs. McGuire sjuskede sig igennem sangen, bandede da han havde problemer med at læse Phils håndskrevne tekst, og vokalen var ikke tænkt som andet end en prøve. Men den lækkede til en lokal radiostation, som var først til at spille versionen offentligt. Sangen havde fået en midlertidig titel, Eve Of Destruction, og nu var det for sent at ændre den.
Folk-rock var tidens trend. Folkies som Bob Dylan og Paul Simon havde skrevet gode engagerede sange, og de lokale The Byrds og The Mamas & Papas f.eks. havde lige opnået salgssuccesser ved at lægge lidt trommer, elguitar og bas på nogle folkesange. Derfor var et par rutinerede studiemusikere blevet indkaldt. Trommeslageren Hal Blaine husker indspilningen, bl.a. fordi han fik lov til at spille den karakteristiske marchtromme. Han har ofte siden fremhævet Eve Of Destruction som sin favoritindspilning.
I løbet af kort tid blev singlen et megahit og toppede hitlister verden over i september 1964. Pete Seeger, Paul McCartney og mange andre af de bedste sangskrivere mente, at den var meget ringe pga. de bombastiske udsagn, men tekstens skarpe ord havde åbenbart en virkning, for snart kom reaktionen: Radiostationer i USA og Storbritannien begyndte at forbyde sangen. Argumenterne var, at det var en kommunistsang, som kunne forskrække børn.
Phil, som begyndte at kalde sig P.F. Sloan, fordi faderen af frygt for antisemitisme tidligere havde ændret efternavn, havde aldrig forudset problemerne med sangen. ”Det er jo bare en sang. Jeg kaldte den en kærlighedssang for menneskeheden. Jeg skrev den som en bøn om et svar på de uretfærdigheder, vi unge oplevede”.
Der blev lagt pres på Adler, og han måtte handle. Først fik han Sloan til at fraskrive sig alle sine rettigheder, dernæst blev Sloan og McGuire truet og gjort til persona non grata i musikbranchen. McGuire udsendte siden kun enkelte plader på et religiøst pladeselskab. Sloan fik med besvær indspillet et par album for andre pladeselskaber. Med sin akustiske guitar, mundharpe og skarpe sange blev han sammenlignet med Bob Dylan, som han havde mødt, og Eve Of Destruction blev kaldt én af de bedste Dylan-sange, som Dylan ikke havde skrevet.
Sloan opholdt sig en periode i England, men blev syg og indlagt på en lukket institution i USA. Han påstår, at han blev lobotomibehandlet **(det hvide snit) og isoleret i 25 år, og han tilføjer lakonisk. ”Så slap jeg da for at høre al den frygtelige diskomusik, som udkom i 70’erne”. Først i 2006 vendte P.F. Sloan tilbage til offentligheden. Han skrev nye sange, optrådte lidt og skrev en selvbiografi, før han døde i november 2015. Da havde han fået udgivet 150 sange, hvoraf 45 var på hitlisterne. Han arbejdede tættest med vennen Steve Berri. De fleste Sloan-sange findes i talrige folk-, rock- og pop-udgaver, og mange af dem er absolut et genhør værd. Jeg kan anbefale Sloans egne versioner af nogle af hittene på f.eks. albummet Songs Of Our Times, men der er mange andre gode – også ikke-kontroversielle – sange.
Eve Of Destruction levede sig eget liv. Den blev også indspillet af utallige musikere, efterhånden som censuren blev ophævet, og der kom sågar svarsange. The Spokesmen lavede The Dawn Of Correction som et direkte svar, og flere andre patriotiske sange blev skrevet som reaktion på Eve Of Destruction.
Herhjemme var selskabet Tono hurtigt ude. Allerede mens sangen lå øverst på de amerikanske hitlister, blev Thøger Olesen sat til at skrive en dansk tekst. Han fik et godt resultat med Jorden i Flammer, og folkesangeren Cæsars hæse stemme var velegnet. Da Peter Sommer og Martin Ryum tog sangen op for et par år siden, fik den en ny, god dansk version, hvor Vietnam-krigen blev ajourført med Irak-krigen. Jeg spurgte Sommer om sangen:
”Jeg synes stadig, at det er et fantastisk nummer. En all-time antikrigssang, og dem kan vi aldrig få nok af. Derudover mener jeg, at den danske undersættelse er loyal over for et budskab, jeg stadig tilslutter mig: Imod krig”!
Jeg mærker angst, og det så blodet brænder
Folk efter folk blir bitre fjender
Vi står udenfor – vi vasker vores hænder
Vi hygger os her mens østens lande brænder
Ved vi besked om hvor krigen ender?
Trods Sloans bizarre karriere og trods sangens apokalyptiske indhold, dens bandlysning og fordømmelse blev denne simple sang ikke kun en generations slagsang, men har vist sig at være universel og desværre stadig aktuel. Det kan nok ikke bevises, men Eve Of Destruction har været opinionsdannende i især USA. Sammen med andre protestsange fik ungdommen sat ord og sang på den utryghed, som mange af os kunne mærke, og det påvirkede holdningerne til krig, borgerrettigheder og stemmeretsalder, og det er nok mere end man kan forlange af bare en sang.
Kilder: Bog: P.F. Sloan: What’s Excactly The Matter With Me? Artikler: Wall Street Journal, Rolling Stone Magazine, Wikipedia. Musik: P.F. Sloans bagkatalog inkl. værket My Beethoven og det seneste album Sailover (m. bl.a. Lucinda Williams). Mails: Peter Sommer.
https://www.google.dk/?gws_rd=ssl#q=p+f+sloan+youtube
