Mathilde Falch (øverste foto) er en kunstner, som ikke bare skriver musik – hun lever i den. Allerede som 16-årig kæmpede hun med en alvorlig spiseforstyrrelse, et eskalerende misbrug af alkohol og stoffer og selvskadende adfærd. Det er en mørk baggrund, som mange måske ville forsøge at glemme. Men ikke Mathilde. Hun bruger den som brændstof for sin kunst og som løftestang for at støtte andre, der kæmper med psykisk sygdom.
Mathilde Falck
I dag står hun stærkere end nogensinde, både som menneske og som musiker. På scenen formår hun at forene det personlige med det almene, og mellem numrene taler hun åbent og ærligt om sin fortid. Det er rørende og vigtigt, og det skaber en ægte intens forbindelse til publikum.
Musikalsk bevæger Mathilde Falch sig i folkrockens univers, hvor energiske, håbefulde arrangementer går hånd i hånd med intense og sårbare tekster. Hun skriver med en dybde og alvor, der gør det klart: Her er en kunstner, der vil tages alvorligt. Hun udfordrer lytteren, fordi hendes musik betyder noget. Og det kan mærkes.
Der er en smittende kraft i hendes optræden. Selvom hendes tekster ofte rummer mørke og smerte, er det håbet, som skinner tydeligst igennem. Mathilde Falch tør være sårbar, og det gør hende stærk. Hun er en kunstner, der risikerer noget hver gang, hun træder op på en scene, og netop derfor føles hendes musik så ægte og nødvendig.
Skipinnish
Lørdag aften på Havnescenen sluttede med skotske Skipinnish. Musikken var elektrisk, hver sang lige så iørefaldende og følelsesladet som den forrige. Energien i rummet var smittende. Gulvet og teltvæggene rystede af rytmen, og det føltes bogstaveligt talt, som om alle trampede og klappede med.
Norrie MacIver
Bandet leverede en flot optræden. Forsanger Norrie McIver charmerede med små historier mellem numrene, og flere numre sang han i superhøjt tempo, hvor en del af teksterne var på gælisk! Resten af bandet gav sig fuldt ud fra start til slut, og det var især populært, når sækkepiberne spillede op til fest. Alt ved dette show, musikken, lyset, stemningen, publikum, var en oplevelse,
I Kultur-og Fritidscentret var det Rikke Thomsen, som tryllebandt med synnejysk nærvær. Der er noget helt særligt ved at høre sit modersmål blive sunget med stolthed og poesi, og ingen gør det smukkere end den sønderjyske trubadur Rikke Thomsen. Her beviste hun endnu en gang, hvorfor hendes navn ikke bare hviskes, men tales højt og varmt i den danske musikbranche.
Hun er allerede kendt for sit stærke sangskrivertalent, som hun har udlevet på både sin EP og en række singler og senest et helt album, hvor det musikalske vingefang er lige så internationalt, som hendes “synnejyske” er dybt forankret i den lokale muld.
Rikke Thomsen
Den balance mellem det nære og det vidtfavnende blev tydelig på scenen, hvor hun med en blanding af folk, pop og afdæmpet rock skabte et lydunivers, der kunne mærkes ud i alle kroge af spillestedet. Koncerten var en opvisning i historiefortælling. Med sin lune humor og ægte indlevelse inviterede Rikke Thomsen publikum med hjem, både til Sønderjylland og til de personlige fortællinger, der udgør hendes sange. Det føltes aldrig for pænt eller poleret, men ægte og jordnært, båret frem af en stemme, der formår at være både skrøbelig og stærk.
Det er sjældent, man oplever en kunstner, der formår at formidle så stærke stemninger med så få midler. Men det er netop Rikke Thomsens force: Hun behøver ikke store armbevægelser. Hun synger, som man taler i det sønderjyske, ærligt, kærligt og med dyb resonans. Aftenens højdepunkt var måske ikke én bestemt sang, men snarere den måde hele koncerten blev bundet sammen af hendes nærvær. Publikum lyttede, lo og blev rørt – og det er i virkeligheden den største gave, en sanger kan give. Så Mojn da hun kom og et stort Mojn og på gensyn, da hun forlod scenen.
