danishrootsFor fjerde år i træk har Danish Roots udsendt en CD med ikke mindre end 20 danske roots- og folkemusikbands eller -solister.

Albummet bærer titlen “Danish Roots – Growing in the World 2014” med undertitlen “Contemporary Roots and Folk Music from Denmark”.

De 20 forskellige numre med sange og melodier er skrevet, komponeret og indspillet af danske bands og giver således et godt overblik over de mange roots- og folkemusikbands, som turnerer over store dele af den ganske verden med ny musik.

Albummet bliver meget passende udsendt, så det kan blive uddelt til deltagerne på årets WOMEX-messe, World Music Expo, der løber af stablen 23. til 27. oktober i Cardiff i Wales.

Men den bliver også udsendt til udenlandske musikjournalister, radiostationer, agenter, pladeselskaber, spillesteds- og festivalarrangører i de kommende måneder.

Projektleder Morten Alfred Høirup siger: ”Den danske folkemusik blomstrer som aldrig før, og danske musikere slider motorveje og lufthavne tynde året rundt. Danish Roots vil gerne benytte lejligheden til at takke de mange fremragende solister og bands, som har indsendt materiale, både dem der kom med og dem, der desværre ikke var plads til denne gang.”

Følgende bands er med på albummet: Basco, Asynje, Trias, Trolska Polska, Nordens Tone, Himmerland, Habadekuk, Fromseier/Hockings, Uhrbrand & Thorlund, Jensen & Bugge, Trio Mio, Dreamers’ Circus, Svøbsk, Jens Ulvsand & Jullie Hjetland, Krauka, Fiddling Faroes, Rannok, Stanley Samuelsen, Jansberg Band og Afenginn.

Danish Roots – Growing in the Worlds projektleder Morten Alfred Høirup kan træffes på:  danishrootsdk@gmail.com

http://www.danishroots.eu