Canadiske Dana LaCroix er allerede godt i gang med endnu en turné i Danmark, hvor hun boede fra 1995 til 2000. Søndag aften 6. november er hun sammen med tre musikere nået til Det Bruunske Pakhus i Fredericia og fortsætter så til Orkestersalen i Holstebro mandag 7. november, Eriksminde Efterskole i Odder tirsdag, og torsdag d. 10. når hun til Plantagehuset i Thisted. Dagen efter gælder det Kulturhuset Kappelborg i Skagen, og turneen slutter på Dexter i Odense lørdag d. 12.
Med rundt på turen har hun sit spritnye album ”The Great Divide”, som de medturnerede musikere Adam Armstrong, bas, Pete Smith, guitar og danske Jacob Rostbøll på trommer og kor også medvirker på. Det gør yderligere seks musikere/sangere, og de spiller meget fint på albummet, som dog godt kunne trænge til et spark bagi. Sangene er lige lavmælte nok, synes jeg. De fleste er skrevet af sangerinden selv, tre i samarbejde med Jacob Rostbøll, der også har produceret The Great Divide.
Albummet er indspillet i hhv. Mark Dann Studios i Woodstock (og MD spiller guitar og bas på det) og i New York. Dana Lacroix bor selv nord for NYC i Catskill-bjergene, men har bevaret et ret tæt forhold til Danmark, så derfor mente hun, at det var på tide at ”udvide sit forhold til den danske musikscene med en egentlig albumudgivelse”.
LaCroix, der foruden sine fransk-canadiske rødder også har japansk og irsk baggrund, har en smuk, ren stemme, men jeg synes ikke, at hun er helt oppe og ringe her. Sangene er meget nedtonede, til tider grænsende til det halvkedelige. Men jeg kan nu godt forestille mig, at de vil gøre større indtryk og vokse, når de høres under de rette omstændigheder. F.eks. hvis man netop har nydt en koncert med den dygtige, sympatiske sangerinde og gerne vil sikre sig et genhør. Det har jeg ikke selv prøvet, men så vidt jeg kan se af diverse anmeldelser er der meget mere styrke og dynamik i hendes liveoptrædener.
Her på albummet er hun ikke så spændende som forventet. Men Dana LaCroix mener sikkert, at netop disse sange og stemninger viser hende som musiker og kvinde netop nu, på dette sted i sit liv. Hun skriver på sit website, at ”det holder én på tæerne at være lavindkomst-artist”, hvilket jo er meget sympatisk, men ikke lykkes helt her. Som der står i en pressetekst: ”Selv om Dana LaCroix ikke har været i mediernes søgelys, har hun gennem to årtier formået at underholde et begejstret og trofast publikum i Danmark”. Trods min lidt lunkne anmeldelse håber jeg, at både de overståede og kommende koncerter har fået en masse af hendes gamle fans op af stolene og ud for at høre hendes fine og følsomme stemme – og at hun og bandet er helt oppe på tåspidserne, når de spiller live.
