I herreværelset på Restaurant Kohalen på Århus havn holder Dalton hof for pressen. Daltons tre medlemmer har spist god mad og er nu nået til kaffen og nøddehornene, som især Allan Olsen er meget begejstret for. I det lille herreværelse bliver der røget cigaretter, og luften er ligesom i de hedengangne rygerkupéer. De tre herrer nyder tydeligvis hinandens selskab, og det er ikke let at få et ord indført. Men det lykkes at få stillet det første spørgsmål, nemlig hvorfor der er gået 17 år før toeren kom:
– Dengang vi lavede Dalton for 17 år siden, så var vi enige om, at vi ikke ville lave toeren. Hvis vi tager ”Dødens Gab” et, to, tre, fire, fem, så bliver de ringere og ringere. Så kan man spørge, hvorfor har vi lavet toeren? Så kom jeg med en ganske udmærket pointe, at det er faktisk etteren, den her. Når der gået 17 år, så starter man fra ’scratch’. Det er faktisk en ny Dalton, der er Dalton 1, ligesom den første.
Sådan forklarer Johnny Madsen, hvordan det gik til, at trioen alligevel lavede en toer. Eller en etter mere.
Men hvad er det, samarbejdet i Dalton giver de tre musikere:
– Det er kampen mod kedsomheden, mener Lars Lilholt.
Johnny Madsen er ikke enig:
– Det var som at komme til en gammel klassefest. Nu gik vi, os tre, jo i specialklasse.
– Vi er fra før diagnoserne, indskyder Allan Olsen.
Johnny Madsen forsætter:
– Så det var en klassefest på tre elever. Og nu er hele klassen samlet igen til noget så rundt som et 17 års jubilæum.
Lars Lilholt gør opmærksom på, at 17 er et primtal. Trioen fortaber sig et par minutter i en diskussion om det begreb og når frem til at både 67 og 61 også er primtal. Med det på plads vender de tilbage til interviewet igen.
Pause fra livet som solist
De tre garvede musikere er vant til at optræde som solister, og umiddelbart kunne man godt forestille sig, at det kunne være svært at få plads til tre egoer i en trio. Men det er det ikke, lyder det samstemmende fra Madsen, Olsen og Lilholt.
– Det er da ikke noget problem, mener Lars Lilholt. – Sådan ser jeg slet ikke på det, altså at det er svært at give plads. Jeg synes, det er dejligt at give plads.
– Det er fordi, vi lever i et konsensus-samfund. Allan Olsen rykker helt frem på stolen:
– Det er en pause fra det her konsensus-helvede. Det er derfor, vi overhovedet er i kunsten. Det er et fristed i det her gennemkontrollerede morads, som vi lever i efterhånden. Er det ikke rigtigt, Johnny?
– Jo, når du siger det på den måde…
Årelangt samarbejde
Da Dalton udgav sin første cd i 1992 var det i fodsporene på udenlandske succeser som Travelling Wilburys og The Highwaymen. På det tidspunkt var det en tendens, at etablerede solister slog sig sammen i en form for band-projekter. Men samarbejdet mellem Johnny Madsen, Allan Olsen og Lars Lilholt går længere tilbage end det:
– Denne her trio er jo tredive år gammel. Vi startede i begyndelsen af 80’erne med at spille på små værtshuse, for at komme væk hjemmefra. Og få noget øl, fortæller Lars Lilholt.
– Og det gør vi jo stadigvæk, tilføjer Allan Olsen.
– De er blevet en lille smule større, indfører Johnny Madsen:
– Værtshusene.
– Og hjemmene, mener Allan Olsen.
– Vi har jo egentligt ikke lavet cd’en bare for at lave cd’en, forklarer Lars Lilholt og fortsætter:
– Vi har også lavet den for at have et dække for at få lov til at være sammen.
De tre musikere har hver skrevet fire sange til cd’en, som indeholder 13 sange. Den trettende er en Dylan-oversættelse, som Allan Olsen har lavet. ”Tyve-Ti”, som er cd’ens titel, udkommer mandag den 9. november. Dalton følger op på cd’en med en koncertturné i begyndelsen af 2010.
