Det lette musikalske fartøj Zafir har fået navn efter den ædelsten, der symboliserer kreativitet og angives at fremme abstrakt tænkning mod kreative løsninger. Symbolikken henviser til et musikalsk udgangspunkt i improvisation ud fra et indledende rytmisk/melodisk pejlemærke, som de tre gaster herefter navigerer videre fra uden en på forhånd defineret kurs og destination. Kursen må løbende justeres for at få vind i sejlene og opnå avancement.

Fartøjet er konstrueret af en basklarinet, en harpe og forskellig percussion, herunder specielt en schweizisk hang. Den sidstnævnte består af to sammenlagte hvælvede stålplader og fremstår visuelt nærmest som en UFO. Tonerne frembringes i kraft af en udbankning af den øverste plade og efter samme princip som på en caribisk olietønde. Sejladsen fremmes efter behov ved hjælp af ordløs vokal og foregår i læ af øer i de indre farvande, men selv dér kan vinden da være uforudsigelig.

Klinger ovenstående beskrivelse af noget alternativt – nogle ville sige noget lettere udsyret? I givet fald er anmelderen lykkedes med ordene. Det alternative underbygges yderligere af besætningens sammensætning: Folkemusikeren Anja Præst med sin basklarinet, den klassiske harpenist Anette Gøl og den autodidakte perkussionist Benjamin Barfod.

Den improviserede sejlads bygger på et konglomerat af de tre musikeres forskellige erfaringsverdener og deres musikalske ballast i øvrigt, og resultatet er særdeles sammensat. Nordisk folketone møder balinesisk gamelan, kunne man sige. Lydflader veksler med fraser fra kendte melodier. Pludselig høres eksempelvis Fastelavn er mit navn. Undervejs bliver den velkendte Gånglåt från Äppelbo endda fastholdt længe nok til at blive et melodisk tema og kommer derved til at bryde med det frie udgangspunkt. Musikken på cd’en vil nødvendigvis være et øjebliksbillede, som vil få en anden udformning i levende live, og det er jo netop noget af det interessante ved konceptet.

Musikken nærmer sig det meditative, og det improvisatoriske koncept kræver en grad af indadvendthed hos musikerne, som lytterne hver for sig må søge ind i og forsøge at blive en del af. Nogle vil givetvis øjne mulighederne for at blive en integreret del af en musikalsk sejlads med Zafir ved at tage en joint med i køjesækken.

”Klang i natten” lægger på ingen måde op til løssluppen kropsudfoldelse, men det meditative element i musikken har absolut også en berettigelse, ikke mindst når det udføres så følsomt, nærværende og kompetent som af disse musikere.

Der kan herfra kun opfordres til at opleve en musikalsk love-in med Zafir. Om det inkluderer en joint, må være op til den enkelte.

www.facebook.com/TRIOZAFIR/