cd virelaiVi skruer lige tiden 600-1500 år tilbage, og inden for denne lange tidsperiode finder vi grundlaget for Virelais musikalske baggrund med folkeviser, sagn, remser og troubadoursang.

Bandet, der blev dannet i 1999, fører os tilbage og gennem perioden med poesi, ballader og viser af forskellige slags, men på dette album er vægten lagt på dansevenlige toner og melodier. Der lægges ud med et instrumentalt nummer med titlen Udfordringsdansen, og dermed er linjen lagt for 11 dejligt vellydende numre med de mange spændende middelalderlige instrumenter.

Martin Seeberg spiller således dygtigt på fløjte, bratsch, jødeharpe og sækkepibe, mens drejeliren, mandolaen og nøgleharpen tages under kyndig behandling af Søren Hammerlund. Jacob Lund sørger for at styre slaget med diverse slagtøjsrytmer som davul, tambourin, rammetromme og darbouka, mens Mia Guldhammer står for den velklingende vokal sammen med diverse klokker og andet spændende hånd og fodslagtøj.

Her kan nævnes den traditionelle danske Sidsel Videlvand som giver mulighed for at synge med på omkvæd og remser, mens kædedansen trænger sig på. Virelais musik opfordrer til at komme ud på gulvet og følge bandet i diverse cirkler og formationer.

Der er ikke kun dansk musik på albummet. Også den traditionelle franske vise Ulv, Ræv, Hare er taget under kyndig behandling, så alle tre dyr følger dansende i Virelais fodspor. Der er mere fransk i instrumentalnummeret med den sigende titel Franske Benspjæt!

Virelai siger selv, at man hylder danse, som samler mennesker på tværs af alder, køn og grænser, som i Kædedans i Løb. Det mærkes også tydeligt, uanset om man danser ”hoppedans” i nummeret Postedans eller i Cirkeldans, hvor det jo går rundt og rundt, og her er opfordringen, at man ikke skal spare på danseskoene.

Skåledans er et venskabs- og hilseritual, der ifølge Søren Hammerlund fortjener en melodi og en dans, mens Esrum Dansen er inspireret af bandets besøg i Esrum Kloster, der jo er grundlagt midt i 1100-tallet. Her er det især Martin Seebergs fløjte, som på smuk vis slår triller, så man ligesom i de øvrige numre sider og småtripper, hvis man da ikke allerede hvirvler og kredser rundt til de mange myter og sagn, der måske var ”ørehængere” for mange år siden.

http://www.virelai.dk/