Det er næsten præcis et år siden, at Väsen sidst var pladeaktuel, nemlig med albummet sammen med det amerikanske band Hawktail. Min anmeldelse findes på dette site.
Nu er det gamle Väsen, der er tilbage. Sådan da, for det er jo Väsen duo, og det er der ikke noget i vejen med: Olov Johansson på nyckelharpa og kontrabasharpa og Mikael Marin på violoncello di spalla og oktav-bratsch. Ældre lyttere, som denne anmelder, mindes dog også med varme musikken fra dengang, da Väsen var en trio sammen med Roger Tallroth på guitar.
Fotos: Tina Axelsson
En violoncello da spalla er en 5-strenget oktavviolin, altså med strengene c,g,d,a og e. Den holdes normalt på skulderen, næsten som en nyckelharpa.
Albummet er i en vis forstand en lineær forlængelse af den musik, som duoen tidligere har udgivet. Arrangementerne består i hovedtræk i, at Johansson spiller melodi, og Marin akkompagnerer, som oftest ved at pizzikere sit instrument. Lyden er unik for netop dette band.
Musikken er komponeret af Johansson (5) og Marin (6), idet to af numrene dog er traditionelle. De traditionelle er jo netop traditionelle, og især Byriln udmærker sig ved at være virtuost spillet med mindelser om Rydvall Mjelvas sammenspil på violin og nyckelharpa. De nykomponerede smager kun lejlighedsvis lidt af svensk trad, men er mere en slags ”ny nordisk folk” med rødder i nordisk og især svensk folk.
Der er flere lejlighedsmelodier, hvoraf især ”Godnatt alle djävlar” (Marin) skiller sig ud: Her stryger Marin melodien på sit dybe instrument, og Johansson akkompagnerer på kontrabasharpa. Et virkelig smukt nummer baseret på Marins fars afskedsord til denne verden! Et andet smukt nummer er Gerds födelsedagsvals, Johanssons vals til sin mor -det er vist blevet moderne at skrive valse til sine forældre. Ellers er det som altid sådan med Väsen, at noget af musikken er virkelig smukt, mens andet er lidt mere brutalt og råt.
Albummets titel henviser til, at mange af numrene har tilknytning til vand. Og som det fremgår af coveret: Bølger er ”endeløs bevægelse gennem tid, som et evigt åndedrag med lyde, der aldrig ophører” (uddrag, min oversættelse).
Det er på ny en fornøjelse at lytte til Väsen. Eksperimentet med Hawktail bør dog ikke stå alene, og jeg kunne ønske mig et nyt album, hvor musikken brydes i samarbejde med et andet markant band.
