En cd kan ikke bedømmes efter, hvor mange numre den indeholder, eller hvor lang spilletid der er. Men i tilfældet med ”På vej” fra kvartetten Valfart, så er det en fornøjelse at lytte til de 16 numre med ca. 50 minutters spilletid.
Man kommer vidt omkring på albummet, som egentlig tog sin oprindelse på Mors, hvor musikeren og komponisten Christian Risgaard fik til opgave at komponere musikken til et kirkespil for to år siden. Grundlaget var de nordiske toner, hvor komponisten selv behersker violinen og hardingfele samt bouzuki. Sidstnævnte er et vigtigt instrument i flere af numrene, hvor bandet tager spændende afstikkere sydpå med balkan og klezmertoner i rigt mål, som er med til at give albummet variation.
Albummets titel ”På vej” er også navnet på et af de instrumentale numre, der er med til at give albummet kant, ligesom det temposkiftende Himmelstigen. Slangen er titlen på endnu et Balkan-inspireret nummer, som er en rytmisk lækkerbisken, der indbyder til dans. Mest iørefaldende er måske Emigrant, som også er et flot instrumentalt nummer fra de fire musikere. Der er en smuk fløjtesolo af Johanne Buus Andersen på Den Hvide Due, og Christian Risgaard giver også et smukt solonummer på sin hardingfele i Nordlyset.
Men de nordiske toner er ikke glemt. Der er således en morgensalme fra det 16. århundrede og en vise fra det 17., begge melodier i kvartettens egen stil og fint sunget af Johanne Buus Andersen. Albummet har som nævnt flere instrumentalnumre, både med melankolske, nordiske toner og også med lette og lyse, som eksempelvis nummeret med titlen Gok Gok, der har en umiskendelig lighed med ”Poul sine høns”. Det sidste nummer på cd’en hedder Jeg er en tosset spillemand, og her får alle gruppens medlemmer lov til at give deres besyv med.
Foruden de to ovennævnte medlemmer af Valfart, er Mette Kathrine Jensen med på harmonika og Birgit Løkke på slagtøj og det persiske strengeinstrument santur. Det er et dejligt album, der ikke er spor for langt, for det ér meget afvekslende. Og de fire dygtige musikere står flot sammen – og hver for sig.