Så ligger den første CD klar fra den nordiske duo Jullie Hjetland og Jens Ulvsand.

Vemodige toner fordelt på ni skæringer, hvoraf fem er selvkomponerede.

En klar og dejligt provokerende udfordring for gamle folk-freaks! Svært entydigt at genrebestemme, men jazzet, nordisk sæterjentesangtradition tilsat et skvæt samisk joik og hardangerfelestemning er et bud. Minimalistisk og gennemsigtigt er det i hvert fald. Enkelt og lækkert fremført og stort set kun akkompagneret af Jullies autoharpe og ukulele og Jens´ bouzouki. De fleste numre er frygteligt sørgelige og en anelse indadvendte.

De to dygtige sangere og musikere kendes fra mange andre musikalske sammenhænge, hvor de har eksperimenteret og blandet de musikalske stilarter frisk og respektløst. Jullie Hjetland er født i Svendborg i 1981 og udsprang fra Folkemusiklinjen i Odense i 2011.  Ikke desto mindre har hun allerede høstet en Danish Music Folk Award i 2009 som bedste vokalist. Og hun har arbejdet med garvede folk som Pierre Dørge og Marilyn Mazur. På en måde er Jullie internordisk, for hun behersker imponerende og flydende både svensk, norsk og dansk og har da også boet både i Grønland, Sverige, Norge og Danmark.

Jens Ulvsand, født 1955, er trods sit danskklingende fornavn svensk. Men Øresund har han krydset utallige gange i grupper som Avadå Band, Trio Mio, Kryss og Færd. Sidstnævnte gruppe har ikke mindst haft stor succes i Australien og New Zealand.

Ulvsand og Hjetland skal, som før antydet, ikke lyttes med øren, der kun er indstillet til folkemusik. Her blandes lydbillederne på kryds og tværs, og duoen vedkender sig selv elementer fra jazz, vestafrikansk musik, elektroniske klange og folk. Alligevel er der en umiskendelig nordisk mol-folk-tone over cd´ens mange vemodige sange.

Albummet indledes med Cornelis Vreeswijks ”Visa i Vinden” om den smertelige afsked med den elskede, der ikke elsker igen. Fine, vemodige ord, der til sidst glider over i den traditionelle Shetland-melodi ”Aire from Brae”.

Den anden skæring er Hjetlands egen ”Mormor”. Her har jeg svært ved at forstå ordene, der har en besynderlig tilstræbt gammel ordstilling: ….hun alene staa…Sangen handler om sorgen over et druknet barn. Det kunne være vedkommende og fint, hvis ikke det hele skulle rime på ”staa”.

Nummeret ”Procession” er Ulvsands eget. Her startes melodisk og smukt med det fine samspil mellem bouzoukien og autoharpen, og her synges – den eneste gang på pladen – på engelsk. Fine tostemmige harmonier.

”Gardsjenta” er en traditionel norsk sang om giftermål. Her anes en lidt stressende Hardangerstemning tydeligt. Det samme gør sig gældende på Ulvsands bearbejdning af et digt af Halfdan Rasmussen, ”Min Dukke”.

Pladen indeholder også noget så usædvanligt som et –forkortet – Vladimir Vysotskij-nummer,  Bodaibo. Navnet refererer til en lille, sibirisk by nær Irkutsk, og sangen handler da også om deportation til Ruslands koldeste og barskeste egne. I Hjetlands ”Tornado” er det svært at forstå ordene. Men de handler vist om forgæves forsøg på at tøjle en partners udlængsel. Afslutningsnummeret ”Ajö” er Hjetlands sang om den tabte elskede. Så er den sørgmodige ring til indledningsnummeret sluttet!

Virtuost udført, men ikke just en plade, man bliver i godt humør af. Og ind i mellem – hånden på hjertet – en anelse kedelig.

Ulvsand & Hjetland GO1513