I Danmark har vi Channe Nussbaum (f. 1960) og hendes farverige klezmergrupper, når det gælder om at føre den rige jødiske diaspora-musiktradition up to date. I Sverige har de Anne Kalmering (f. 1962) og Stahlhammer Klezmer Classic (https://www.stahlhammerklezmer.se/Eng-Index.htm).
I 2009 genstartede denne gruppe det originale “Stahlhammer Klezmer Band”, der blev stiftet i Lublin-området i Polen omkring 1910-1920 og spillede indtil 1939, hvor Helvede brød løs og kom til at koste mellem 55 og 80 millioner mennesker livet.
Begrebet Klezmer er i løbet af de sidste 100 år blevet til en musikalsk genrebetegnelse. Det er traditionel jødisk folkemusik til dans, bryllup og fest, der primært stammer fra de chassidiske jøder i Østeuropa. I dag tæller det svenske klezmerband, foruden sangeren Anne Kalmering, tre musikere med harmonika (Miriam Oldenburg), cello (Isabel Blommé) og violin. Violinisten, Semmy Stahlhammer, kan føre familiehistorien helt tilbage til førkrigs-orkestret. Kvartetten har et tidligere album, ”Vayter” (2019) bag sig, og nu kommer så ”Tshiribim”, der kan ses som et bidrag til at fejre 250-års-jubilæet for jødisk liv og kultur i Sverige.
Her er en halv snes jiddish-sprogede skæringer og et par instrumentale, spændende fra børnesange til satiriske skæmteviser fra det gamle Østeuropa, før verden gik af lave. Sjældent har jeg set så velforberedt, indbydende og grundigt et teksthæfte, som det, der følger med albummet. Også fremførelsen af sangene bærer præg af grundig forberedelse. Her er liv, energi og virtuos instrumentbeherskelse og Anne Kalmerings flotte vokal.
Mange vil sikkert studse over albummets navn, Tshiribim. Det lyder som nonsens eller måske en trylleformular. Melodien er den tredje på albummet, og titlen kan bedst oversættes med ”Tralala”. Her er tale om en folkesang, der bygger på den traditionelle bøn ved sabbattens begyndelse, når solen går ned fredag aften. Sangen anvender to linjer fra bønnen og lader dem indgå i en sangleg, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden, når man skiftevis skal synge ”tshiribim” og ”tsiribom”. Det er let at klumre i det, for det går stærkt!
Albummets indledende sang, ”Bulbes” (Kartofler) er en skæmtevise, der midt i det fattige Østeuropa spøgte med, at man i forskellige sammensætninger spiste kartofler hele tiden: Fredag, lørdag, søndag – alle dage. Det var det eneste, man havde. Dog under man sig den luksus at få kartoffel-KAGER til højtiderne. Sangen findes bl.a. i folkloristen Ruth Rubins (1906 – 2000) samling af jødiske sange fra 1950.
Samme type galgenhumor finder man i nummeret ”Dire-gelt” (Huslejen). Her spøges der med, at man er så fattig, at man ikke kan betale huslejen. Fra den fremragende danske oboist Henrik Goldschmidt kender vi nogle viser om ”rebben”, den chassidiske rabbiner, der er udsat for drillerier fra sine elever. De imiterer ham, når han synger, underviser, snorker og danser, og der kan hele tiden digtes nye vers på. På ”Tshiribim” er sangen nummer fire, ”Az der Rebe.” Den amerikanske sanger Theodore Bikel (1924-2015) indspillede den i øvrigt på sin plade ”More Jewish Folk Songs” (1959).
Hvis du har været til 1. majdemonstrationer eller lignende, har du næppe kunnet undgå at støde på sangen ”Bella Ciao”, en partisansang, der spredtes under Anden Verdenskrig. Når man lytter til
albummets femte nummer, det instrumentale ”Koilen” (kul), høres melodilinjer fra Bella Ciao. Det er sandsynligvis Bella Ciao, der er den sidst tilkomne, inspireret af den jødiske ”Koilen”, som allerede blev sunget i Odessa i 1800-tallet.
Min personlige favorit på albummet er det smukke syvende nummer, ”Lecha Dodi” (Kom min kære). Den første linje siger ”Kom min kære, og mød bruden!”, og bruden, der tales om, er selve sabbatten, den jødiske hellig- og hviledag fra fredag aften til lørdag aften. Desuden finder jeg nummeret ”In majn Shtetl” (I min lille by) charmerende med sin børneegnede beskrivelse af en lille østeuropæisk, jødisk by. Zalmen Rozenthal skrev teksten i 1910’erne og beskrev bylivet med ænder, borgere og geder i denne sang, der måske kan sammenlignes med ”Jeg en gård mig bygge vil”. Sangeren og skuespilleren Mishe Oysher (1906-1958) har i 1949 gjort den populær i sin indspilning.
Flot album med livlig musik og historiske rødder! Sverige kan også det der med klezmermusik!
