Den dansk/svenske septet Trolska Polska entrede effektfuldt mediemarkedet i 2014 med deres berettiget roste cd ”Moss”, og nu har de følt sig rede og kaldet til at følge op med ”Untold Tails”. Rammende ordspil i øvrigt. Kapelmester Martin Seeberg er fortsat komponisten til hele herligheden.

cd-trolska-polskaSeeberg har musiksat 11 små historier fra den eventyrlige nordiske troldeverden. En klædelig begrænsning i forhold til de 15 spor fra debuten. Den betyder mere plads og opmærksomhed til hvert enkelt musikstykke.

Både kompositioner, arrangementer og instrumentering visualiserer effektfuldt et mosbegroet landskab med lav sol gennem et uendeligt antal nåletræer, hvori de finurlige små væsner stikker deres hoveder frem. En sand eventyrverden. Dog kan Seeberg ikke helt holde sig fra at trække en linje op til vore dages virkelighed. ’Troldemarch’ skal symbolisere naturvæsenernes protest mod nutidsmenneskets ofring af naturen for ussel mammon. Måske en underliggende ide i og drivkraft bag Seebergs samlede værk. Hvem ved? Det skal i givet fald ikke afføde et eneste tågefyldt solstrejf af kritik fra overtegnedes side. Vi kan jo ikke æde penge.

Trods dansk overvægt i besætningen er hele tonen hos Trolska Polska meget udansk. Der er ingen bøgeskove eller lyngklædte hedesletter i de musikalske malerier. Sagt som en orienterende konstatering og ikke som en kritik. Bare navnet fortæller, at traditionerne fra vort østlige naboland leverer hovedinspirationen til kompositionerne. Den store mørkegrønne molakkord kontrasteres momentant i ’Krølle Bølle-polka’ og ’Drillenissen’, men ellers ligger den dugvåd over værket. Det er til gengæld den, der leverer paletten til de dunkle malerier og giver hele det eventyrlige univers sin egenart. Når den musikalske udførelse oveni troldehatten er mere end upåklagelig, er det svært at, ja, klage.

Den beskrevne musikalske linje og hele ide føres direkte videre fra det første udspil. En krakilsk kritiker kunne fremføre, at ”Untold Tails” musikalsk set er et overflødigt udspil. Der er jo ikke rigtigt sket noget. Men i givet fald en forfejlet kritik, for der må stå respekt om folk, der søger mod at fordybe sig i og forfine sit musikalske koncept fremfor at vride sig mod fortænkt fornyelse for dens egen skyld. Det må så i denne sammenhæng også siges, at et eventuelt tredje udspil vil blive interessant at høre.

Der skal kraftigt opfordres til en eventyrlig rejse ind i troldenes stemningsdampende verden – gerne med en god dram fyrrenålekrydret brændevin.

www.trolskapolska.dk

www.facebook.com/TrolskaPolska