cd cover the piperEt anderledes album med en blanding af irsk/skotsk musik og eventyrfortællinger. Der er noget nostalgisk over cd’en, som indeholder fire historier fortalt med umiskendelig smuk, skotsk accent og dialekt, som ind imellem betyder, at man lige skal høre nogle ord eller en sætning en ekstra gang eller to for at få det hele med.

Eventyrene og legenderne findes ofte i både irske og skotske versioner, da de keltiske lande har mange ting til fælles lige fra mytologi til musikalsk baggrund. De er her oversat fra gælisk af den tyske forfatter Gabriele Haefs, der har studeret folklore, keltiske og skandinaviske sprog og selv skrevet både myter og eventyr.

Historierne rammes smukt ind af Ralf Weihrachs Trio, som foruden harmonikaspilleren Ralf Weihrach, der har lagt navn til trioen, består af violinisten Jonas Liesenfeld og sangerinden Beate Rupietta. Trioen har taget den traditionelle irske/skotske musik til sig, så deres fortolkninger lyder autentiske. Ikke mindst da de tre har allieret sig med den irske sanger og musiker Mick Fitzgerald på et par af numrene. Især en a capella duet med Beate Rupietta ”When Dublin is tired” er værd at fremhæve for dens renhed og klarhed.

Albummet indledes med tre instrumentale numre, som slår den skotsk/irske stemning fast fra starten. Mellem eventyrene kan man bl.a. glæde sig over balladen ”Temptation Song” eller et par mere stilfærdige sange. Men et album, man kun skal erhverve sig, hvis man kan lide at lytte til spændende legender om eventyrlige væsener fra den mytologiske verden.