Svøbsk har hidtil været Jørgen Dickmeiss´ (violin m.m. og vokal) og Maren Hallbergs (harmonika) fælles duo, men spiller nu ud som kvartet med tilføjelsen af tangentspilleren Theis Langlands og percussionisten Simon Busk.
Det er en oplagt mulighed for dels større variation og nuancering af lydbilledet fra spor til spor og derved større bredde, og dels en kraftigere markering af det rytmiske element. Begge muligheder bliver udnyttet fornuftigt, og uden at Svøbsk transformeres til noget alt for anderledes end hidtil. Således bliver der tale om en givende og interessant udvidelse af konceptet.
Arrangementerne er formet med beherskelse og underbygger, hvor de skal, og lader kroppen overtage, hvor musikken kræver det. Sagt mere prosaisk: Når lortet gynger, får det lov til at gynge uden at blive bremset af sindrigt udtænkte arrangementer. Hurra for det. Alt for mange arrangerer nosserne ud af en god polka.
Apropos nosser og polka – for nu at blive ved denne subækvatoriale metafor – så er der ingen tvivl i anmelderens sind om, at det først og fremmest er i det rå og seje danske repertoire, musikerne frigør sig, og det hele rykker mest. Den vurdering er ikke ensbetydende med et krav om, at der bare fyres fra hoften med polkaer, firture og hopsaer, men kvartetten kommer umiddelbart vurderet lidt for langt omkring.
Der indledes med en keltisk inspireret komposition, en voldsomt norsk klingende ditto, en gammel Grundtvig-sang og et par af de fyrige fra Thy. Vi kommer over sundet til Sverige, vi får endnu en gang de tre brudestykker fra Fanø, og så er der ”det løse”. Enheden og personligheden blegner for meget i trangen til at ville det hele.
Opfordringen må gå på at søge ind efter kernen og hjertet i repertoiret, og de i øvrigt ganske ferme tonejonglører kan og bør ikke løbe fra, at de begår sig bedst og mest autentisk på deres eget tonesprog.
At begå sig vokalt på vort modersmål er ingen dans på violer. De mange ”øh”-enderim, som i eksempelvis ”nattergale” og ”tale”, er decideret grimme og skal holdes på et minimum og i hvert fald ikke accentueres. Det forhold skal Dickmeiss være opmærksom på, når han oplader sin ikke storladne, men dog fornuftigt anvendelige og personlige røst.
De nævnte forbehold er ikke en indpakket påstand fra den stramme anmelders side om, at ”Bjergtaget” er en dårlig skive. Slet ikke. De teknisk og musikalsk yderst velfunderede svøbsk´er viser en del og potentiale til meget mere. Det skal blive interessant at høre den nyslåede kvartet, når den for alvor har fundet sine egne autentiske ben.
Go’ Dansk Folk Music
