Ny kvindetrio synger og spiller fra den danske sangskat.
SVESTAR! Hvad er nu det for noget? I hvert fald en ny og for anmelderen helt ukendt gruppe. Coveret leder tanken hen på ældre cigaretreklamer, populærmusik og Melodi Grand Prix – måske ligefrem MGP i børneudgaven. Noget med det at ville være stjerner. Tre unge, bredt smilende kvinder, der med humor, pufærmer, læssevis af læbestift og nylonstrømper kappes om at ligne Doris Day. Tre perfekte, unge amerikanske husmødre årgang 1950!
OK! Ganske vist har gruppen lige været på turne i Japan – og også herhjemme har deres koncerter fået flotte anmeldelser. Og så burde man måske have set noget i avisen… Men nej!
Det viser sig ved et nærmere kig på coveret, at gruppens og pladens navn er et gammelt nordisk ord for ”søster”. Så er vi tilbage i Norden. Trioen er dansk. Og kontrasten mellem coveret og pladens indhold kunne næppe være større! Det opdager man allerede i første nummer.
Der er meget langt til amerikansk 50’er-pop! Trioens arrangementer er på én gang nyskabende og solidariske over for traditionen og spænder vidt i sine nye udtryk.
Her har vi tre kvinder, der på smukkeste vis forener folkemusikken og den klassiske musik. Arrangementerne er lækre og gennemarbejdede, instrumenterne – fortrinsvis violin og klaver – beherskes, som indgik de i et symfoniorkester. Konservatoriebaggrunden høres tydeligt. Heldigt, at de tre netop har valgt at berige folkemusikken med deres evner, for de kunne lige så godt have indgået i symfoniorkestre og kammerensembler.
Anne Roed Refshauges mezzosopran er en fyldig og skolet operastemme. Kirstine Sand kan både stryge og spille stemningsfuld pizzicato på sin violin. Og endelig er der Marie Sønderby på klaver. Ind i mellem kommer jeg til at tænke på Jan Johansson, når jeg hører hendes flotte samspil med violinen. Torben Sminge (flygelhorn) og Kirstine Elise Petersen (cello) er som gæstemusikere på flere numre med til at give musikken endnu flere facetter.
Hvis man skal pege på den folkemusik-niche, ”Svestar” skriver sig ind i på fornemste vis, så kommer jeg bedst i tanker om svenske Triakel, Sofia Karlsson, De Nordiske Spillemænd (med operasangerinden Gitta-Maria Sjöberg) og Jydsk på Næsen. En sammensmeltning af klassisk musik og folk! Herligt! Lad os endelig få mere af den slags! Stilen kommer også til udtryk i valget af de 13 numre til Svestars plade: Med indlevelse, inderlighed, nærvær og fræk nyfortolkning spiller Svestar kærlighedsviser fra den danske folkemusiks sangskat samt egne kompositioner. Meget traditionelt – og så alligevel nyt! Urgamle numre som ”Drømte mig en drøm”, ”Skøn Sired” med tekst fra 1790 og ”Jeg kan se på dine øjne” veksler med en håndfuld nye, selvskrevne numre i den gamle tradition.
Blandt de selvskrevne er der særlig grund til at fremhæve Refshauges smukke tekst og melodi til ”Til en søster”, skrevet til verdens ”bedste søstre”, Mette og Sofie. Her er tale om en ny klassiker over det gamle tema: Elsker – elsker ikke. En klar kandidat til Højskolesangbogens 19. udgave. Det samme gælder Refshauges gribende ”Du, min Anna”, der bygger på oldefarens feltpost fra 1. Verdenskrig. Han var tysk soldat på Østfronten!
Marie Sønderby har skrevet en dejlig melodi til Piet Heins ”De Små børns blikke”. Og Kirstine Sand har skrevet flere fine melodier til cd’en.
Whaw! Sikke en debut! Mer´!
