I noterne til denne nye CD nævner bandet selv diskrepansen mellem at præsentere deres musik live og på et album, og dette fornemmer man, hvis man sammenligner. Indspilningen er ellers prima, lyden står klart, selv om det må have været svært at balancere så mange forskellige instrumenter. Men det lykkes til fulde.
De bliver kaldt et folk bigband, og det er nok med reference til blæsergruppen, som er en del af 10-personers ensemblet. Deres domæne har mest været Vest- og Sydsverige, men det skal nok blive udvidet, når kendskabet til dem bredes. Og det bliver det snart, for de er hårdt booket i Danmark i den kommende tid. Det bliver til Lars Lilholt Band-support, i Tivoli, Kbh., på Folk Spot, Tønder og meget mere.
Spöket i köket er et sprudlende fest-band med en anarkistisk tilgang til instrumentering og repertoire. Det er både en styrke og en svaghed, fordi live giver det et stort og varieret lydbillede, men på et album bliver det næsten for uensartet ved en samlet lytning. De enkelte numre er dygtigt arrangeret og udført, men næsten for forskellige fordi alle i bandet skal tilgodeses.
Jeg har et anstrengt forhold til messingblæsere i folkemusik, bandet har tre af slagsen, og de folder sig ud i numre som Raddaschottis og Med snön kommer livsglädjen tillbaka (!). Så de rammer ikke lige min smag, men så er der pludselig Hip Hurra – en dansk sang om vennerne, som minder om Søren Kragh-Jacobsens hit Kender du det? (Mona). Og der er både lyriske passager og buldrende dansemusik med rødder i skandinavisk og fransk-canadisk folkemusik.
Jeg håber og tror, at disse dejlige og talentfulde unge musikeres energi vil finde en form, som er mere fokuseret uden at miste vildskaben. Med originale kompositioner skrevet om et samlet koncept kunne Spøgelset i køkkenet blive til et magisk monster i skandinavisk musik.