Samarbejdet mellem kvartetten Phønix og den kinesiske Guzheng-spiller Sangka har nu udviklet sig til et album med ni numre. Det er et spændende album med ca. 38 minutters spilletid, hvor traditionelle danske folkemusiktraditioner bliver gradbøjet og får et kinesisk snit over sig. Der er også plads til flere kinesiske og kinesisk-inspirerede numre, så det hele forenes i en musikalsk smeltedigel med største naturlighed.
Som bandets sangerinde Karen Mose siger: ”Sangka har en helt anderledes tilgang til at spille musik og et helt anderledes tonesprog, og det har virkeligt sat et aftryk i Phønix. Selv om vi ikke talte samme sprog og heller ikke forstod hinandens kultur, så lærte vi hurtigt hinanden at kende, da vi begyndte at spille sammen”.
Instrumentet med de 16 til 21 strenge har en 2500 år gammel historie og spilles oftest med såkaldte fingerpicks, som er hæftet fast til fingerspidserne. Sangka har spillet på en guzheng, siden hun var fem år, og for 10 år siden begyndte hun på det kinesiske musikkonservatorium. Ved åbningsceremonien for OL i Beijing i 2008 optrådte hun solo.
Men nu er hun faldet godt ind i mikset med kinesisk og dansk traditionel musik. Karen Mose har lært at synge kinesisk, og det udøver hun glimrende på et par numre, som ellers er præget af smukke instrumentale passager – både med Sangka solo, men også med bandets øvrige musikere, som alle kan høres tydeligt og nydes enten enkeltvis eller i bandets helhed. De traditionelle danske toner i Sven Nordmand, De to kongebørn og De ro ravne, har alle fået lidt kinesisk krydderi.
Jesper Vinther har stået for flere af kompositionerne, bl.a. det fascinerende instrumentale titelnummer til albummet The Groovy Guzheng Waltz.