Man kan godt undre sig over hvorfor “Utaknemmelig”, Ole Berthelsens 17. studiealbum, lander hos en folkemusikanmelder, især når pr-materialet fremhæver, at “rockattituden er til at mærke”. Heldigvis lyttede jeg til pladen alligevel, og mens de forskellige genrer har rokket sig i udstrakt grad, så det knap nok giver mening at skelne, har sanger-sangskriverrollen bredt sig, så den omtrent omfavner det hele. Trods de hårdtslående trommer og højstemte guitarer på pladens første nummer indeholder albummet flere dejlige viser.
Ole Berthelsen har ikke nogen stor sangstemme, så i stedet kræves at musikken fænger gennem spændende sangtekster, og her leverer Berthelsen, der har skrevet alle pladens 14 sange, varen. I en række fine tekster skildrer Ole Berthelsen væsentlige fortælleforløb af nyere dato på mikroplan, mens han i andre mere poetiske tekster gør fælles sag, med indlevelse med små eksistenser på samfundets laveste trin. Det er jo en tilgang, som troubadourer i almindelighed og historisk har valgt nogle gange før. Lidt genbrugsfornemmelse er der også over Berthelsens stil og sange i al deres uanmassenhed.
Temaet utaknemmelighed er ikke blot titel på pladen og første nummer, men anskues faktisk i omtrent alle sange. Både i ordets egentligste betydning, men også i sangenes afsøgning af de tildelte taberroller, som samfundet så gerne vil indpasse individerne i.
Blandt højdepunkterne kan nævnes pladens to sidste sange. “En følsom sjæl” er netop en stille ballade i ægte visetradition, mens “Skolebal” over seks kompakte vers formidler stemningen en 22. november hos en overivrig knøs til sit første skolebal, koblet sammen med at 1960ernes optimisme fik sit første skud for boven, da præsident John Kennedy i Dallas, Texas skydes selvsamme aften.
