Dette er så sandelig et på flere måder bemærkelsesværdigt udspil. Nevesta er det bulgarske ord for en ung brud. Hun fik som en dyrebar gave en traditionel bulgarsk kjole med et udsmykket bæltespænde, en ”pafti”, som sagdes at udgøre en symbolsk relation mellem det åndelige og det jordiske og derved beskytte og bevare brudens evne til at skabe nyt liv.

Fortællingen om paftien relaterer til ”Mother Tongues”, der, som titlen antyder, rummer en samling europæiske folkesange med moderskabet som overordnet tema. Nationalt rækker de fra Norden over Baltikum og Østeuropa til Mellemøsten. Netop det udvalg præsenterer os for tonesprog, der ikke klinger vanligt i vore vesteuropæiske ører. Sammenholdt med at Nevesta’s Voice er et minikor, bestående af tre danske kvinder, der akkompagnerer sig selv minimalt, men effektfuldt med harmonika, keltisk harpe og rammetromme, fremhæver kombinationen pladens bemærkelsesværdige originalitet.

De fremmedartede ord og ind imellem blot mundlyde skaber umiddelbart stemninger og følelser, som opfanges trods den manglende direkte indholdsforståelse. Lidt som med Rasmus Lyberths grønlandske sange. Det virker næsten fremmedartet, når den danske middelalderballade om Vesselil toner frem. De sarte og følelsesmættede fremførelser og det behersket afstemte akkompagnement fuldender billedet af ikke blot noget særligt, men også noget særligt fint.

Det er trioens opfattelse, at den mundtlige overlevering af sange har trange kår i en mediemættet tid, hvor alt kan læres med et tryk på en tast. Derved mister vi de sociale sammenhænge, hvori sange naturligt udveksles. De har derfor valgt tillige at tilbyde workshops i sangdeling med henblik på at videregive oplevelsen af energi og forbundethed ved at lære en sang af et andet menneske. Nogle kunne finde på at kalde det en bagstræberisk fornægtelse af teknologien, men det er svært at afvise den mistede nærhed ved at lære en sang fra YouTube.

Såvel ”Mother Tongues” som initiativet med workshops fortjener al mulig anerkendelse og sympati. Begynd med at lytte til dette fine album.

www.nevestasvoice.dk/

www.facebook.com/Nevestasvoice/

www.instagram.com/people.songs.stories/

www.youtube.com/channel/UCvo4t_Z71zS-bnSvsM1OPZA?view_as=subscriber