Den skotske gruppe Mànran er i løbet af godt et års tid blevet et af de mest populære live folkrockbands i deres hjemland.

Det seks mand store orkester tramper sig frem med stor energi, musikalitet og talent og spiller ægte skotsk musik med sækkepiber, fløjte, violin, harmonika og gælisk sang, så det er en fornøjelse at lytte til deres musik. Uanset om det er stille, smukke ballader som den eneste engelsksprogede sang på albummet ”The Open Door” eller den gæliske ”Glaodh an Iar”. Ligeledes når det gælder flot instrumentalmusik som eksempelvis i ”Chasing Daylight” eller heftige reels og scottish med temposkift, der tager vejret fra de fleste.

Der er også energisk sange på gælisk, som bandets sanger Norrie MacIver synger med en hastighed, så man bliver helt stakåndet blot ved at forsøge at følge med i teksten. Prøv f.eks. at synge med på omkvædet i ”Oran na Cloiche” som er herunder:

“S i u ro bha ho ro hilli um bo ha

Hilli um bo ruaig thu i hilli um bo ha

‘S i u ro bha ho ro hilli um bo ha”

Hvis det går godt, så er det værd at fortsætte forsøget med omkvædet i albummets afsluttende nummer ”Puirt”, der måske også er det bedste af albummets 12 numre.

Mànran består af Norrie MacIver på guitar og vokal, Gary Innes på keyboard og harmonika, mens Ewen Henderson spiller violin, sækkepibe og fløjte. På slagtøj Scott MacKay, mens Ross Saunders spiller bas og Calum Stewart spiller fløjte og den irske uilleann-sækkepibe.

Bandet blander traditionel skotsk musik i egne fortolkninger med selvkomponerede melodier. Det unge band kan opleves live på årets Tønder Festival.

http://manran.co.uk/wp/