I bestræbelserne på at finde personlige ståsteder i tidens stærkt facetterede musikalske verdensbillede griber musikerne ud i forskellige retninger. Ind imellem fremstår det grebne som fornyelser for deres egen skyld. Det kan man sandt for dyden ikke sige om Langsyn.
Gruppen med poeten og tekstforfatteren Peter Butzback i forreste geled titulerer sig anakronistisk som et beatorkester. Betegnelsen ”beat” henfører ikke primært til 1950’ernes såkaldte beatgeneration af forfattere med folk som Kerouac, Burroughs og Ginsberg, men til betegnelsen, som anvendtes for den nye rytmiske musik i sidste halvdel af 1960´erne. At der måske alligevel går en tråd bagud, er så en helt anden sang.
Såvel musikken som teksterne på ”Hvilke chancer”, Langsyns andet opus efter omkring fem års pladepause, bølger særdeles hørbart ud af røgen fra en god chillum i omegnen af 1970. Udover nærværende naturfænomener og navngivne norske forfattere nævner Langsyn beredvilligt amerikanske Wilco, Neil Young og Bob Dylan som inspirationskilder. At pladen i danske ører fremkalder lydminder fra Skousen & Ingemann og ikke mindst Steppeulvene, slører ikke billedet, al den stund de nævnte koryfæer nok havde snabelskoene nede i de samme dampende kilder.
Hvorfor nu lade hånt om dagens digitaliserede danske nutid og udtrykke sig på denne noget mere håndholdte fortidige musikalske dialekt? Fordi den var skæppegod, for nu at trække på tidens ordvalg. Måske spiller anmelderens alder ind, men det er da til at glædes over en nyudgivelse, der er så befriende blottet for modernitet og leflen for tidens tonesprog. Hele musikhistorien ligger åben for at blive besvangret på ny, og når barnet bliver så velskabt som her, er der jo ingen grund til at beholde bukserne på.
Peter Butzback betjener sig af et tekstunivers så frodigt og farverigt, at man sig må henføre til jeg ved ikke hvad, men med udfordrende og erkendende oplevelser for det åbne sind. Udpluk skal ikke gengives her, men høres i deres musikalske kontekst, for at de kan ydes retfærdighed. Køb pladen, lyt og læs med i booklet´ens trykte tekster.
De kun ca. 30 minutters spilletid skyldes angiveligt, at Langsyn ”… har gjort op med overflødighed og tomme kalorier”, som pressematerialet påstår. Det kan virke som efterrationalisering, når det nu ikke blev til mere. Ja, det skal ikke kunne siges, men kvaliteten kunne nu godt have været fasthold en 10 minutters tid længere, uden at en oplevelse af overflødighed ville have fjernet fornøjelsen. Lad det nu hvile. En halv times herlig håndlavet genhør af tonesproget fra den frodigste periode i den rytmiske musikhistorie er absolut bedre end slet intet. Absolut!
https://www.facebook.com/langsyn
