Musiker Karl Skaarup fra Thy er en af de gamle. Ikke bare, fordi han aldersmæssigt er nået til vejrs, men også fordi han i folkekulturel henseende er en af dem, der har noget at give af, og som er værd at lytte til.
Karl Skaarup blev født i 1924 og har været med ude at spille, fra han var fire. Hurtig hovedregning bekræfter, at han kunne fejre 80 års musiker-jubilæum i 2008.
Cden er en hyldest til Skaarup og hans lange liv med musikken. For ham blev musikken tidligt et levebrød – aldrig bare en fritidsinteresse. Begrebet brugsmusiker stammer fra en tid, hvor man ikke som i dag var omgivet af musik fra tidlig morgen til sen aften, men hvor musikken hørte til i enhver fest. Musikeren var på hårdt arbejde og havde ofte det fulde ansvar for, om det blev en god fest.
I det perspektiv skal musikken høres og forstås. Den er ikke til underholdning for lyttende ører, dens funktion er derimod at skabe liv og glæde og bevægelse. Skaarups musik er således levende og glad og svær at sidde stille til, og det er dens vigtigste kvaliteter.
Hertil må så lægges, at repertoiret er bredt og samtidig særdeles autentisk. Skaarup gengiver klippefast melodiernes små fraser, også dér hvor de afviger fra mere almindelige folkedanserversioner, eller måske bare fra det, man ville forvente. Her får musikken undertiden sit eget tonesprog, og man aner et sted i dialekten, at Thy for ikke så længe siden var et udkantsområde … at der var langt til København.
Skaarup er flankeret af Kristian Bugge, som her på ny demonstrerer sin kærlighed til det traditionelle, autentiske danske – og sine evner i den retning. Eller antyder var måske et bedre ord, for Bugges loyalitet over for Skaarups musiceren er enorm; det må være første gang, jeg har hørt nogen akkompagnere en anden ved at dublere melodistemmen på violin. Det lykkes fint at bære Skaarups harmonika frem i forgrunden.
Cden er godt udstyret med forord af Alan Klitgaard, Kristian Bugge, Anders Christensen og såmænd Karl Skaarup selv. En række billeder illustrerer det lange spænd af tid fra Skaarups barndom til i dag.
Savner man noget? Tja – måske ville cd’en have været endnu bedre, hvis den var optaget i sit rette element: et bal! Ikke blandt entusiaster og folkemindeforskere, men midt i det samfund, som Karl Skaarup har tjent gennem flere menneskealdre. Et mindre balorkester, Karl Skaarup ydmygt akkompagneret, den tætte lyd af småsnakken, kaffekopklirren, fodslæben og bifald. Det kan da nås endnu!
Indtil da er denne cd flere års mest danske, traditionelle folkemusik.
Karl Skaarup: “Musiker”
GO’ Danish Folk Musik (2009)