Dette smukke julealbum er klassisk musik i den forstand, at musikken er velplejet, fint klangligt og styrkemæssigt afstemt – og uden nævneværdige rytmiske elementer. Men det er også – i lidt mindre grad folkemusik- i den forstand, at materialet til dels er folkeligt, og at instrumentbehandling, forsiringer mv. lejlighedsvis har rod i folkemusik fra forskellige dele af verden.
Besætningen er, hvad man kan kalde en klaverkvintet, i dette tilfælde klaver samt obo, violin, cello og kontrabas. Det er grundbesætningen, men der musiceres også på ”ondes martenot”, et enstemmigt elektronisk instrument, som er særligt egnet til glidende toner, og på ”chalumeau”, en mellemøstlig tidlig udgave af en klarinet.
Folkemusikere vil nok kende cellisten Kirstine Elise Pedersen, og oboisten Henrik Goldschmidt er almindeligt kendt om end måske ikke normalt på chalumeau. Lena Jonsson medvirker på violin, Mathæus Bech på kontrabas og Peter Kohlmetz Møller på kontrabas og ondes martenot. Dybfølt er for øvrigt grundlagt af cellisten og bassisten i en stræben efter fordybelse og søgen efter dybde.
Emnet er julemusik fra en kant. Der er mange kendte numre, men også mindre kendte af Rud Langgaard og Carl Nielsen. Musikken afspejler en sfærisk, næsten æterisk tilgang til julens klange, der først mod slutningen kulminerer i egentlig feststemning. Bandet lykkes i så henseende fint med det, man har sat sig for: der piskes ikke en stemning op, men albummet vil i mange hjem kunne danne en fin lydbaggrund for de fleste af julens og juleaftensdags stilfærdige sysler. Særligt bemærkelsesværdig er den 4:33 lange udgave af En rose så jeg skyde – med bare et langt vers!
Bandet er for øvrigt angivet som arrangør, bortset fra netop ovennævnt sang , som er arrangeret af Jan Sandström. Man kunne godt fundere over, om det kollektive dækker over lejlighedsvise improvisationer, men det fremgår der ikke noget om.
Pixibogen er informativ, men efter denne anmelders opfattelse er Esben Tanges introduktion lidt for PR-agtig og rosende.
