Den belgiske mester på diatonisk harmonika, Hartwin Dhoore (udtale: Dore) er særdeles produktiv. Nu foreligger der et nyt album fra hans hånd, et album med den sigende titel ”This is the Place”, lidt frit oversat: Det er her, det sker! Stedet, som titlen refererer til, var et lejrbål midt i de italienske bjerge i sommeren 2023. Her spillede Dhoore spontant sammen med Flavia Escartin (cello) og Pavel Souvandjiev (violin) i forbindelse med en såkaldt ”zap-fest”, en lille festival.
Hartwin Dhoore husker meget poetisk samspillet som et øjeblik, hvor tiden stod stille, og hvor smukke sjæle fejrede livet med at lave musik og danse under stjernerne. De tre musikere fandt sammen i det universelle sprog, som musikken kan danne på tværs af landegrænser.
Hartwin Dhoore
Flavia har en mexicansk-belgisk baggrund og Pavel en bulgarsk. I de to år, der er gået siden 2023, har de tre turneret rundt i Europa og mødt en masse mennesker, som har inspireret til det fælles album, ”This is the Place”, som Hartwin har komponeret. Det er vennen, Jeroen Geerinck, der har stået for den tekniske lydside.
Cellisten, Flavia Escartin, optræder ofte i en sangduo sammen med sin søster, der spiller violin. De har to CD´er bag sig: ”Escarteen Sisters” (2018) og ”Caure Sostingut” (2024). Pavel er, i hvert fald indtil nu, mere ukendt på plademarkedet.
I over 10 år spillede Hartwin sammen med sine brødre Ward og Koen i den nu opløste Trio Dhoore, og siden har han været solist eller spillet sammen med bror Ward i duoen Siger. Hartwins (og Wards) kompositioner ligger i grænselandet mellem folk, klassisk musik og noget, der kunne lyde som lydsporet til en romantisk, naturinspireret film.
Det er også stilen på ”This is the Place”. Stilfærdig, blød lyttemusik fuldt af fine improvisationer og toner, der snor sig kælent op ad hinanden. Af de ni skæringer er min favorit det andet nummer, ”Eagle Feather”. Hartwin skrev nummeret for nogle år siden på den estiske ø Saaremaa. Det er inspireret af en legende om en ørn, der fra den gren, den sad på, lod en fjer falde ned på mennesket nedenunder som en særlig hilsen.
De fleste af pladens numre har navne, som dækker over den inspiration, der ligger bag. I det sjette nummer, ”A Bit Lost”, kan man ligefrem høre harmonikaen kalde på de to andre instrumenter, der langsomt giver sig til kende, så de kan finde en fælles vej.
Jeg vil glæde mig til at kunne høre Hartwin Dhoore og hans medmusikanter i Danmark en dag.
