Stilfærdig og stilsikker.
Vores næsten egen bluesmand Hans Theessink har udsendt mere end 20 albums igennem tre årtier. Nu har han udsendt endnu ét, nemlig ”Wishing Well”, og det skete på hans 65 års fødselsdag den 5. april.
Theessink er en fremragende guitarist og sanger – og har masser og masser af blues feeling. Derfor kan han umuligt udsende et album, der ikke byder på høj kvalitet. Dette er af den stilfærdige slags, måske endda en lille smule stillestående, tænkte jeg først. Jeg savnede et par saftige, swingende uptempo-numre, jo især fordi jeg ved, hvor pokkers godt han kan levere dem. Men det afhænger jo af hvilken stemning, man lige befinder sig i. Da jeg først indstillede lyttebøfferne fra den mere nøjeregnende, kritiske tilgang og bare lyttede helt afslappet, lod jeg mig i stedet rive med af hans fortællinger og mesterlige traktering af guitar og diverse andre strengeinstrumenter.
For når man anerkender ”Wishing Well” som det, den er, nemlig præcis den CD, som Hans Theessink har haft lyst til at lave på netop dette tidspunkt i sit liv, så åbnes sind og ører på en helt anden positiv måde. For nu og her har han jo haft trang til at skrive, samle, indspille og videregive præcis disse her afdæmpede numre. Han har grebet ned i ønskebrønden. Det er dog ikke nødvendigvis dét, albummets titel hentyder til – ”Wishing Well” er skrevet på en rejse i Sydindien, hvor han slappede af og fjollede lidt rundt med guitaren, som han skriver i sine covernoter.
I dem skriver han også, at ”jeg elsker håndlavet rootsmusik af enhver slags, og især har den rige sound fra USAs sydstater altid berørt mig. Folk-, roots- og bluesmusikken herfra har altid været en kilde til inspiration – lige siden jeg for godt 50 år siden holdt den første guitar i hånden.”
Foruden af disse eviggyldige rødder er hans musik også stærkt inspireret af de mange år ”som rejsende troubadour on the road”. Derfor er ”Wishing Well” et nøje udvalgt miks af 14 gamle og nyere sange fra sydstaternes rige traditioner og fra et levet liv som musiker. Det er lige her, Hans Theessink befinder sig nu, og her har han det godt. Selvfølgelig spiller han som altid forrygende.
Han har skrevet syv af sangene, mens fire har traditionelle arrangement af ham selv. Desuden fortolker han ”Snowing On Raton” af Townes van Zandt, ”Living With the Blues” af Brownie McGhee og ”Ballad of Hollis Brown” af Bob Dylan
Meget interessant får hver sang en historie med på vejen – om hvorfor og under hvilke omstændigheder han skrev den eller gav den sin egen udlægning. Brownie McGhee var den første bluesmusiker, som en ung Hans Theessink oplevede live et sted i Holland, hvor han jo stammer fra, engang i 1960erne. Og det var en ren åbenbaring for ham. McGhees råd til den unge, håbefulde blusesmusiker var: ”Play your acoustic, but plug it in!”
Udover den (i al fald for mig) overraskende oplysning om, at der findes en Himalayan Blues Festival i Nepal (men hvorfor skulle der egentlig ikke det!?), så er jeg især faldet for hans nummer ”Kathmandu”. Hans spillede på denne festival i 2010 og lod sig en dag, siddende på hotellets terrasse på taget, trods grum forurening og evig trafikstøj, inspirere af sitar-tabla-musik, som han kunne høre i en lille butik nede i gaden. Den samme raga blev spillet igen og igen, skriver han i noterne, og det blev til denne sang – med Gyan Singh på tabla. David Pearlman spiller pedalsteel på nogle numre, og så har Hans Theessink selv gang i strengelegen på hele 10 forskellige instrumenter, inklusive banjo.
http://www.theessink.com/
