At en hollænder, med flyvende fingre på et guitarbræt, skulle udvikle sig – i nogen grad ad danske omveje i kraft af forlænget ophold her i 1970’erne – til en af de mest velanskrevne akustiske bluesguitarister og -sangere, ville de fleste nok have forsvoret. Det er imidlertid, hvad Hans Theessink har præsteret, og ja, også i de amerikanske sydstater, syd for Mississippideltaet, anses Theessink for at være en af genrens ypperste.

I mere end 40 år, men dog mest de sidste 25, har hollænderen udsendt det ene flotte album efter det andet. I de senere år enten med sit ferme bluesband eller med en fast makker i Terry Evans, der er født og opvokset netop i Vicksburg, Mississippi, og har en endnu længerevarende karriere bag sig et ubestemmeligt sted mellem soul, doo-wop og blues. Evans er også guitarist, og spiller flest elektriske soli på pladen, men han har desuden inviteret gamle venner med på denne plade. Først og fremmest deltager de to øvrige stemmer i hans faste vokaltrio, Willie Greene Jr. og Arnold McCuller, der medvirker på fem numre, med ”Pouring Water on a Drowning Man” som det bedste. En anden gammel Evans-kompagnon, der spontant inviteres med til studieoptagelserne, er Ry Cooder, som tilmed har været hollænderens forbillede siden 1960erne. Han indtager sin gamle rolle som sideman på bl.a. slideguitar og føjer behersket toner til på velvalgte steder på tre numre.

Der er tale om en meget helstøbt udgivelse, men to højdepunkter er i de beslægtede ”Down in Mississippi” og ”Mississippi”. Den første er en nyfortolkning af J.B. Lenoirs klassiske sang om slaverne i deltaet. Den anden er Theessinks egen sang, 10 minutters improvisation og refleksion, hvor han messer sig igennem sangtitler og navne, der har spillet en stor rolle for ham. Sangene tuner sig i overvejende grad tematisk ind på deltaområdet, som titlen også indikerer; pladen er dog indspillet i Los Angeles. Hans Theessink har skrevet fem af sangene selv, mens de resterende sange i overvejende grad er bluesstandarder af relativ nyere dato. Dog har en enkelt popmelodi, ”The Birds and the Bees” klemt sig ind uden at falde udenfor stilmæssigt.

Hans Theessink turnerer i Danmark i november, for dato og spillesteder:

http://www.theessink.com/