Halfdanskerne er en visetrio, som har fornøjet danskerne poetisk og musikalsk gennem godt fem år. Som navnet antyder, er de glade for Halfdan Rasmussen, men også Benny Andersen fylder godt i repertoiret. En enkelt af Frank Jæger er tillige kommet med på ovennævnte plade, og som disse navne indikerer, er der tale om netop en sand visegruppe. Besætningen er Mads Westfall (sang og guitar), Lars Grand (sang og harmonika) og Rasmus Vennevold (kontrabas). Således de kontante forbrugeroplysninger.
Visegenren er både elsket og forkætret. En ægte folkesanger vil henføre visesangerne til det litterære parnas, men genregrænserne er blevet stadig mere flydende. Nærværende meningsdanner vil som nævnt vove pelsen og kalde Halfdanskerne den rene visevare. Noget med repertoire og instrumentering – selv om det kan debatteres, hvad visegenrens typiske instrumentering er.
Halfdan Rasmussen er fortolket vidt og bredt, hvorimod Benny Andersens viser i høj grad er skrevet med Povl Dissings stemme i de indre høretelefoner – og i den folkelige bevidsthed identificeres med denne særdeles personlige sanger. Dermed er førstnævnte forholdsvist åben for fortolkninger, mens sidstnævnte næsten pr. definition er problematisk at prøve kræfter med.
Det er nok også pladens største svaghed. Den indvending har de tre herrer formentlig hørt før og vender øjnene mod himlen over. Herregud, Benny Andersen behøver vel ikke kun at være lig med Povl Dissing. Måske ikke, men den skæve fortolkning, som den skæve og finurlige digter kræver, bliver det i nærværende ører ikke helt til, med al respekt. Specielt Svantes drikkevise fremføres ikke så snøvlet og fordrukkent, som den kræver. Nu får man nok skyld for at være énsporet og fordomsfuld, men det må der leves med. Trioen skal dog have ros for modet til at forsøge at bryde det noget nær monopol, som Dissing har på disse specielle og i særklasse fine sange.
Når disse forbehold så er udtrykt, skal Halfdanskerne roses for deres musikalitet og nærvær i udtrykket. De kommer i langt de fleste af sangene virkeligt ud til kanten og får leveret viserne, så man ikke forfalder til at rense negle eller tjekke sin mobil imens. Visse visesangere balancerer på kanten af det kedelige, for nu at sige det, men det er absolut ikke tilfældet her. De to vokalisters stemmer er isoleret set ikke specielt store eller personlige, men det kompenseres der som hovedregel fint for gennem udtrykket.
Ros skal de også have for en produktion, der har frigjort dem fra studiets sterilitet, hvad der ellers er visepladernes måske farligste fælde. Det her kunne ligeså vel have været en liveoptagelse. ”3” er, jah, trioens tredje udspil. Når det fjerde en dag kommer, har de sikkert fået lagt den sidste snert af pænhed af sig og får ydet disse digtere den fulde retfærdighed. Måske skulle de i denne retfærdigheds navn tage sig en bajer og et par drammer, før de går på. Det ville poeterne næppe hæve øjenbryn over.
CD:Halfdanskerne: “3” – GO´ Danish Folk Music.
