Ok! Så er den her. Folkeklubbens anden cd. Kjartan Arngrim på guitar, og de to Rasmus´er, Jusjong og Dall, på slagtøj, guitar og meget andet. Gruppen er opkaldt efter den første, legendariske danske folkplade ”En Aften i Folkeklubben” fra 1965, og de tre vedkender sig således åbent kulturarven, hvilket unægteligt varmer de gamles hjerter.
De 11 selvskrevne og dansksprogede sange på ”Danmarksfilm” fører dig ad en snørklet rute fra Bagenkop havn til værtshuset på Vesterbro over Djævlebakken ved Psykiatrisk Hospital, langs vejkantens pile og gennem rugmarken til Søren Ulrik Thomsens Oktober Boulevard. Her er masser af sjove iagttagelser, tankevækkende sætninger og ord, man kan tolke frit på: Hvad er det for en havn, der tales om? Hvorfor begik han selvmord? Er det mon Michael Strunge eller Hr. Menigmand, de synger om…?
De tre musikere siger selv, at de åndeligt står på skuldrene af bl.a. arkitekten Poul Henningsen og filminstruktøren Jørgen Leth, der med deres Danmarksfilm (”Danmark” fra 1935 og ”Livet i Danmark” fra 1971) satte sig for at undersøge, hvad det vil sige at være dansk. Unægtelig et ambitiøst projekt og en tung og flot arv at løfte.
Er det så egentlig folkemusik, det her? Jeg ved det faktisk ikke. Det er vel egentlig også lige meget med de der genrebestemmelser. Gruppen siger selv, at den synger popsang til den tænkende hjerne og det bankende hjerte. Og selv om navnet retteligen burde være Pop-Folkeklubben – med tryk på første stavelse, så har navnet helt sikkert, ganske snedigt, åbnet mange gamle folkemusikelskeres ører og hjerter for klubbens musik.
Det gælder i høj grad også de over 2000 tilhørere, der sad og stod på tæerne af hinanden i det propfyldte Telt 1 den eftermiddag den sidste lørdag i august på Tønderfestivalen. Når man har hørt og set dette begejstrede publikum synge, klappe og gynge så begejstret, så må man indrømme, at Folkeklubben virkelig kan noget med deres trommer, kraftige bas og begavede litterære introduktioner og tekster. Klaus Rifbjerg, Kierkegaard, Tom Kristensen og Camus fyger rundt i teltet sammen med tankevækkende og sjove, filosofiske udsagn, som unægteligt sætter god gang i de små grå celler. Og så er det ærkedansk – både i sproget og i det univers, som teksterne relaterer sig til.
Der er meget Gasolin, Kim Larsen og Åge Aleksandersen over Folkeklubben; tilsat en frisk, ungdommelig nytænkning og nogle skarpe og underfundige iagttagelser af Danmark og danskerne i dag. Ind imellem synes jeg næsten, at det er Kim Larsen, man hører. Det gælder f.eks. på den iørefaldende ”Husk mit navn”, der sætter livets korthed i centrum. Og den smukke ”Til Elisabeth” eller ”Syngefaldet” med sætningen: ”Hvis jeg ikke passer på, så går jeg i stå. Griber du mig, så griber jeg dig!”
Sidste år hørte jeg dem i det noget mindre Telt 2, og her syntes jeg, at den voldsomme lyd forstyrrede min opfattelse af teksterne. Det fungerede langt bedre i år med et større spillested og mere plads til de kraftige toner.
Gruppen blev dannet i 2011. Debut-cd´en hed ”Nye Tider” (april 2013), og siden debuten har Folkeklubben spillet ca. 400 koncerter på alt fra Mændenes Hjem på Istedgade og Hus Forbi- sælgernes julefrokost til Voxhall, Vega, Skanderborg og Tønder festivalerne. De har spillet intimkoncert for Kim Larsen og syv andre stamgæster på et værtshus i Odense. Hr. Larsen kvitterede med klapsalver og tre øl ”til de tre fedterøve i Folkeklubben.”
