Mange genkender nok den skotske sangerinde fra gruppen Malinky, hvor hun har været medlem siden 2004. Malinky har ikke været så aktive de senere år, men det har givet mulighed for soloprojekter for blandt andre Fiona Hunter, som foruden at synge også spiller cello.
Debutalbummet fra Fiona Hunter er et meget skotsk album med traditionelle melodier skrevet af blandt andre Robert Burns og Robert Tannahill. Der er mange gode historier, men de fleste med bedrøvelige, sorgfulde og tragiske tekster. Men med Fiona Hunters følelsesfulde stemme i tydeligt skotsk accent bliver fortolkninger udtryksfulde og blide trods teksternes i nogle tilfælde meget sørgelige indhold.
Eksempelvis er der en sang om en mors drab på sine nyfødte tvillinger. Om sømanden, som kommer i land med sin hårdt tjente hyre og bliver snydt, overfaldet og ender med at blide dræbt. Sange om unge elskende, der ikke får hinanden og om soldaterne, som faldt i krigen. Men midt i bedrøveligheden og melankolien er der også mere muntre toner i form af en ballade om en bonde, der tager til Glasgow og får lov til at betale gildet for en flok sømænd på en pub. Albummet har en rød tråd med 10 sange, der følger en linje, hvor traditioner og melodier følges. Så betyder det ikke så meget, at man ikke opfatter eller forstår alle ordene, for brugen af dialekt er både udtryksfuld og naturlig for Fiona Hunter. Og hun forstår at fremhæve stemningen i sangene, så de lyder nuancerede og ukomplicerede.
Sangerinden spiller selv cello og harmonium og støttes især af Mike Vass på violin, mandolin, guitar med mere. Desuden medvirker Gillian Frame og Euan Burton på flere numre med vokal og Matheu Watson på akustisk guitar.
