Mit soundtrack til juledagene blev et nyt, stemningsfuldt udspil fra guitaristen og komponisten Finn Olafsson. Han har begået et dejligt album, som jo allerede i titlen fortæller, at vi har et gennemgående tema i kompositionerne, nemlig Nordsjælland. Her er Finn Olafsson født, opvokset og stadig boende, og den nordsjællandske natur og kultur har altid givet ham inspiration.

Sangtitlerne i sig selv fortæller faktisk om hans mange oplevelser og stemninger i landskabet, i traditionerne, historien og kulturen i Nordsjælland. De 13 instrumentalnumre, naturligvis med guitaren i centrum, hedder bl.a. ”Playing on Tisvildeleje Beach”, ”Kites at Heatherhill”, ”At the Country Fair”, ”A Summer’s Day at Arresø Lake” og ”The Castle by Øresund”, og man ser det hele for sig gennem musikken. Mange vil føle sig hjemme og få deres egne nordsjællandske minder eller måske hverdag op på den indre lystavle, men det er ikke nødvendigt at være lokalkendt. Det kunne jo lige så godt være en anden strand eller anden sø. De harmoniske melodier oplever jeg som små oaser fulde af ro, idyl og tid til flyde med ind i numrene og tænke på egne stjernestunder i naturens smukke kulisser. Eller kulisser, det er det jo netop ikke, i al fald ikke kunstigt opstillede til lejligheden – nej, de er den vaskeægte ramme om Finn Olafssons liv og levned, som vi får lov at deltage i her. ”Music from North Sealand” er en hyldest til de steder og stemninger, som har inspireret ham og betydet en masse for ham.

Albummet er også et usædvanligt møde mellem musik og turisme, et spændende, nyt samarbejde mellem VisitNordsjælland og komponisten & musikeren – det første af sin art. Turistdirektøren i Nordsjælland, Dorte Kiilerich, fik ideen efter at have hørt Olafsson spille, for ”vi har i Visitnordsjælland længe ønsket at kunne give gæsterne et særligt og blivende musikminde at tage med hjem”.

Ideen er formentlig til fri afbenyttelse af andre musikere og turistfolk, som synes, at netop deres egn har en masse at byde på! Og hvem gør ikke det?

I CD’ens booklet beskriver Finn Olafsson på en personlig måde de specifikke steder, som de 13 numre handler om. Teksterne er på både dansk og engelsk. Finn Olafssons akustiske og elektriske guitarer ledsages, suppleres og understreges af Torsten Olafsson på bas, shakuhachifløjte og tablas, Michael Vogelius Larsen på keyboards og harmonika, Jacob Andersen på percussion og Søren Hammerlund på drejelire. Således bliver ”Music from North Sealand” en harmonisk helhed, en smuk rejse for sjæl og ører, som dog indimellem bliver en lillebitte smule for meget af det samme. Som en ferierejse, hvor man pludselig mærker, at man har ligget længe nok under parasollen og mediteret, drømt og småsovet, og nu må man bare ud og røre sig, mærke og se hvor man egentlig er, have lokalkolorit på tallerkenen – ja, måske lige have et vildt violinstykke ind over alt det pæne!

Men ideen om at Nordsjællands turister fra alverdens lande køber dansk musik med hjem – den er rigtig god!

”Music from North Sealand” er udgivet på Musikforlaget Olafssongs i Græsted. Se mere på www.olafssongs.dk og på www.finnolafsson.com. CD’en kan også købes hos VisitNordsjælland for 149 kr., også via hjemmesiden www.visitnordsjaelland.com