Guitaristen Finn Olafsson (øverste foto: Helle K) har nok en fortid i rockgruppen Ache, som igennem 1970´erne satte nye kvalitative standards for dansk rock, men han har helt fra ungdommen haft et kærlighedsforhold til den akustiske guitar. Oprindeligt var det den klassiske guitar, han prøvede kræfter med. Forholdsvist hurtigt kombinerede han dog sine bestræbelser med sine rytmiske referencer og overførte sine allerede opnåede kvalifikationer udi fingerspilsteknikken til den stålstrengede guitar. Derfra har han løbende udviklet og forfinet sit spil.
Olafsson har gennem årene, som solist og sammen med andre, demonstreret sine færdigheder på akustisk guitar gennem en længere række af pladeudgivelser, men han har valgt en helt speciel serie som ”den rene vare”. Den betitler han ikke overraskende ”Acoustic Guitar”. Den første udkom i 1980, men hans mange varierede musikalske gøremål bevirkede, at den næste måtte vente til 2004. Nu foreligger den tredje med udgivelsesdag på hans 65-års fødselsdag.
Stykkerne er, på nær en enkelt, som vanligt kompositioner af Olafsson selv. Undtagelsen er en bearbejdelse for guitar af den amerikanske komponist Leonard Ellis´ ”The NRB Walz”, som i Olafsson version efterfølgende blev musikalsk signatur for det amerikanske radioprogram ”Nordic Roots and Branches”. Stykkerne i øvrigt relaterer til mennesker og tildragelser i komponistens liv, og han går ikke udenom sorgfyldte hændelser. Som han selv siger, skal kompositionerne i netop det lys udtrykke, at glæden ved livet også kan findes midt i sorgen. Spændvidden demonstreres ved også at give plads til et par stykker, inspireret af økologisk fransk rødvin. Generelt er stemninger og følelser drivkraften i hans kompositoriske arbejde, og det fremgår af stykkerne. Hans store musikalske og spilletekniske overskud giver ham muligheden for at skabe både intense og varierede musikalske udtryk.
Olafsson er noget af en feinschmecker – nogle ville sige nørd – med hensyn til guitarer. Han betjener sig på pladen af adskillige forskellige instrumenter med henblik på at skabe den rette farve og det rette udtryk på den enkelte komposition. Mennesker med et mere rudimentært forhold til guitarmusik vil måske – analogt med eksempelvis blues eller sønderhoninger – have den opfattelse, at det hele stort set lyder ens, men man behøver ikke specielt omfattende analyser for at få øre på variationerne i kraft af det anvendte og velvalgte udvalg af forskellige guitarer. Guitarinteresserede kan finde fyldige beskrivelser på hans hjemmeside.
Stykkerne er som hovedregel forholdsvist teknisk komplekse, men som Olafsson selv engang har nævnt overfor denne anmelder i et interview, må musik aldrig lyde svært. Det undgår han blandt andet ved at anvende forskellige guitarstemninger, som klinger forskelligt og blandt andet også gør det lettere at betjene sig af tonearter, der ellers ville være en teknisk udfordring. Således opnår han, naturligvis i forening med sine særdeles fyldige kompetencer, at alle stykkerne fremstår letflydende trods kompleksiteten.
Finn Olafssons kombinerede klassiske og rytmiske referencer kommer til udtryk i hans repertoire, der fordeler sig på en skala mellem de to genremæssige udtryksformer. Visse af kompositionerne ligger bevidst tæt på de klassiske genrer, specielt tidlige former som renæssance- og barokmusik, mens andre i højere grad udtrykker nyere rytmisk musik – uden dog at være specifikt genrebundne. Generelt er ”Acoustic Guitar 3”, som de øvrige i serien, en yderst veludført indføring i Olafssons personlige musikalske univers. Det er ikke til semiekstatisk kropsudfoldelse og head banging, men til gengæld et univers med en stærk og stemningsfyldt musikalsk appel til nydere af intense stille stunder – eventuelt med et godt glas af den enkelte lytters foretrukne flydende fornøjelse.
www.facebook.com/finn.olafsson
