Countrygenren er særdeles bred og svinger fra den sukkerromantiske ligegyldighed, dansktopmusikkens grundmateriale, til de mest sublime musikalske oplevelser. Danske Ester Brohus har viet sit musikalske liv til country, men hører absolut til i den sidstnævnte del af genrens barometer.
Nu foreligger hendes 10. udspil ”Game for the Gamblers” knapt 25 år efter pladedebuten, og i dag fremstår hun nok som landets bedste og mest originale kunstner inden for sit gebet. Kvalitetsniveauet er højt, og originaliteten er med årene udviklet til en høj grad af personlighed og nærvær.
Netop nærværende og engageret videregiver hun sit lettere forstemmende og skæbneprægede tekstunivers på en måde, så det forstås, at hun vil fortælle os noget med sangene. Hun har et så æstetisk og loyalt forhold til den musik, hun har dedikeret sig til, at hun fastholder at udtrykke sig på engelsk. Derved skaber hun på den ene side naturligt en barriere mellem sig og modtagerne, men hun bevarer på den anden side autenticiteten i forhold til genren. Forholdet kan debatteres, men når kvaliteten ligger på det her niveau, lader vi roligt den debat ligge her. Brohus formidler sine tekster med en unik sangstemme, som det er svært ikke at tage til sig.
Musikalsk tilfører Brohus og hendes kompetente medspillere genren så mange nye elementer, at sangene kommer befriende langt væk fra det stilistiske hovedspor. Ovre i countrymusikkens hjemland hører vi en Emmylou Harris på suveræn vis gå den samme fornyelsens kreative vej, og nok er det en voldsom kapacitet at sammenligne Brohus med, men på det hjemlige plan fremstår hun ligeså unik, som Harris gør det i sit univers. Man kan godt gribe sig i at savne Brohus´ tidligere guitarist Knud Møller her, men der skal ikke fratages Janus Bechmann noget. Han forstår sig på såvel genren som fornyelserne, og han spiller en væsentlig rolle for denne musiks fornyende aspekter. Datteren Sabrina Brohus synger med bag ved ophavet og tilfører både de vokale klangflader fine vitaminer og sangene charmerende kant.
Traditionalister vil måske rynke panderne lidt over ”Game for the Gamblers”, men mere åbensindet lyttende kan til gengæld varme sig ved en oplevelse af glødende nærvær.