Som duo har Hannah Martin og Phillip Henry spillet sammen i næsten 10 år, men siden 2017 under navnet Edgelarks. Phillip Henry kommer fra det nordvestlige England og spiller dobro, steelguitar, harmonika og mundharmonika, mens singersongwriter Hannah Martin er fra Devon i det sydvestlige hjørne af England. Hun er lidt af en multimusiker med hovedvægten på violin, banjo og viola.

De to musikere har fundet et harmonisk sammenspil med engelske folkemusik som det gennemgående tema i deres repertoire, blandet med lidt country og blues. Deres seneste albums 11 melodier falder godt i tråd med titlen Feather. Det er blide, lette toner med lækre instrumentale detaljer, især på banjo, dobro og steelguitar og med Hannah Martins dybe sjælefulde stemme. Sangene handler både om glæde og om håb, og det er lyse sange og melodier til at trænge gennem de mørke tider med optimistiske og glade toner.

Parret har taget et bevidst valg om at undgå negativitet, som de selv har sagt, så der er ikke sange om tristhed og ensomhed, men om den stille glæde og nydelse. Og selv om det fortrinsvis er Hannah Martins stemme, der klinger dejligt, så er der også numre, hvor Phillip Henry lader sin stemme høre. Et par fine, harmoniske duetter er der også blevet plads til.

Der er ikke enkelte numre, som er singleegnet, men det er helheden i et album, man skal nyde. Det falder godt i tråd med duoens inspiration til albummets titel, da de fandt en blød og fin fjer, liggende i en stencirkel, som et symbol på tidens barske tider på mange områder.

Deres sange er stemningsfyldte, og man mærker, at det er mennesker med følelser bag teksterne og deres selvkomponerede musik.

https://www.youtube.com/watch?v=tf_0BwJi0CQ