For ganske nylig udkom det nye og tredje album fra Dreamers’ Circus, som præsenterede nogle af numrene ved en stemningsfuld releasekoncert i Rundetårn for et par uger siden. Trods albummets navn, ”Rooftop Sessions” skete det ikke øverst oppe i fri luft, men i den store Bibliotekssal lidt længere nede, hvor lyden og akustikken var i top.
Det samme var musikken og trioens medlemmer, Ale Carr, Nikolaj Busk og Rune Tonsgaard Sørensen, og andet forventer man heller ikke fra disse tre perfektionister. Sådan har det været siden 2009, live og på deres hidtidige to stærkt roste og prisvindende udgivelser. Rooftop Sessions er stærk kandidat til at få samme skæbne med sin tætspundne symbiose af folk- og klassisk. De perfekt spillede 11 melodier rummer passion og dybde. Nogle vil måske mene, at det klassiske islæt fylder (for) meget, men man må også erkende, at det er netop det, der gør Dreamers’ Circus så unikke og har skabt deres helt særlige aura. At de er ekstremt dygtige musikere, tvivler ingen på.
Man får fornemmelsen af, at Rooftop Sessions er indspillet i ét langt samspil, men med mange stemninger og tempi undervejs. Det er albummet ikke. Men som navnet også siger, så er det tænkt og udarbejdet som en form for session, hvor trioen på det nærmeste har skabt den endelig musik undervejs i indspilningerne. DC har dog arbejdet med albummet i to år, så helt enkelt har det nok ikke været, men selvfølgelig har perioden samtidig været fyldt af koncerter ikke bare i Danmark, men også i bl.a. England, Irland, Belgien og Japan.
DC har selv sagt om albummet, at ”vi med denne udgivelse gerne vil bevæge os op i de højere musikalske perspektiver. Pladen er et forsøg på at skabe det rum, man kender fra en bypark eller en køkkenfest – den lille ø af nærvær midt i al støjen. I denne hektiske verden er man nødt til at skabe små lommer og tilflugtssteder, og det har vi forsøgt at oversætte til et musikalsk udtryk, hvor skæringerne også er betragteligt anderledes end på de første to albums”.
Det er lykkedes til fulde. Man oplever nemlig præcis at blive ført mellem steder og stemninger med ro og nærvær i musikken. Numrene glider ganske roligt over i hinanden, og man følger villigt med. Fra den smukke indledning med ”City Gardens”, hvor man først synes at opleve en tidlig morgen i byen, så mærker solen begynde at varme og byen vågne ganske langsomt. Vi glider med Busk på klaver over i næste nummer og får violinen med og diskrete strenge bagved. Intensiteten stiger, før der fades ud, men lige over i 27 sekunders ”Draft”, som fortsætter i ”Kitchen Stories”. Et nummer som kører ganske pænt op, men netop lidt pænt i forhold til f.eks. en irsk sessions uhæmmede vildskab.
”Meanwhile” begynder med klaver, før Tonsgaards romantiske, poetiske violin kommer med. Her er vi ovre i det mere klassiske, som er en vigtig del af Dreamers’ Circus musikunivers, og ja, ”brand”. Vi valser videre i det mere folkemusikalske nummer ”Then We Waltzed”. Den i starten så afdæmpede musik med Nikolajs harmonika bølger op og ned, og musikerne leverer absolut skønhed.
I ”Foreseen” mærker man både længsel og dramatiske undertoner, og også i dette nummer spiller Rune Tonsgaard fuldstændig overjordisk på violin. Han er som bekendt klassisk uddannet, og det fremgår tydeligt (også) her. Så begynder Rooftop Session Part 1 og senere 2 på tilsammen næsten otte minutter. Trods navnet også her næsten for perfekt til at opfattes som en session, hvad man sikkert heller ikke skal. Også her er det klassiske element ret fremtrædende.
Nikolaj Busk er krediteret alene for fire af numrene, alle tre krediteres for fire numre, Sørensen/Busk for et, Rune Tonsgaard Sørensen for et og Ale Carr også for et enkelt, nemlig det med titlen ”Mormor”. Titelmæssigt falder det (også) lidt ved siden af de andre numre, Jeg ser for mig barndomsdage hos mormor i det røde træhus ved en svensk skovsø og masser af solskin. Carrs cittern er helt fremme i lydbilledet her, og halvt inde kommer Rune Tonsgaard med på violinen. Albummet rundes stemningsfuldt af med ”Afterwards”. Musikken er hele vejen igennem meget billedskabende og filmisk.
Det er nok ikke nødvendigt at understrege, at Nikolaj Busk, Ale Carr og Rune Tonsgaard Sørensen, spiller forrygende smukt – hver for sig og sammen. I et land med så mange unge, fantastiske folkemusikere har DC skabt sig en helt speciel position. Men de er også ”bare” tre spillemænd med hjerter, som banker varmt for folkemusikken. Rune er dansk rigsspillemand, Ale er svensk ditto, Nikolaj har både solo, med DC og andre vundet et større antal DMA-priser.
Den 8.-11. december venter tre koncerter igen i Japan, hvor de tre, som også gør meget ud af deres stil og image, nok vække begejstring med bl.a. Rooftop Sessions. 20 december fortsætter de deres tradition med en julekoncert i Østre Gasværk i KBH, og så spiller de til Kyndelmissefest i Magasinet, Odense d. 3. februar 2018.
Øverste foto: Caroline Bittencourt
