Her har vi så Dallahans tredje album, der meget passende har fået titlen ”Smallworld”. For nok har de fem musikere deres base i Skotland, men de boltrer sig ubesværet i det globale univers, som der her gives 10 smagsprøver på. Desuden har Dallahan såvel irere og skotter som også den ungarske violin-troldmand, Jani Lang, med i deres kvintet, der netop har passeret sin fem års fødselsdag.
Jeg undrede mig i starten over sproget på de to numre, ”Dilmano” og ”Arok, Arok”. For mit ungarske er lidt rustent, og jeg kunne læse mig til, at ”Dilmano” nok oprindeligt var en bulgarsk folkesang, og at den i Dallahans version lovpriser en kvinde og markernes frugtbarhed. Men med Jani Lang i front er det ungarske ikke noget problem, han synger fyrigt og flydende, og specielt nummeret, ”Arok, Arok”, fremstår flot med tydelige stænk af puszta, Tokayer og vilde heste. Nummeret ”Dilmano” startes flot med blide, harpeagtige toner, der slår over i flerstemmig sang med rytmisk akkompagnement, men den evindelige gentagelse af omkvædet kan virke noget ensformig.
I det hele taget skal man nok ikke være udpræget folkemusikpuritaner for at kunne nyde Dallahan. De har et rytmisk drive, der kan virke helt rocket, og de bryder da helt bevidst også både genremæssige såvel som nationale grænser ned. De fem medlemmer i gruppen trækker på såvel den keltiske tradition som på balkanmusik og nordamerikansk folk, som de blander med eksperimenterende indflydelse fra jazz, funk og pop.
Tekstmæssigt spænder ”Smallworld” lige fra hungerkatastrofen i Irland (1845-1852) med nummeret ”Mother”, over kærestesorger og bitterhed mod kæresten på ”Longside Road”, til harme over racisme i nummeret ”Jailsong”. Hertil kommer fire hurtige instrumentale numre, som gruppens medlemmer overvejende selv har komponeret. I flere af numrene er der i øvrigt indlagt små citater fra andre melodier. Det gælder for eksempel ”Footsteps”, en sang om kæresten, der fandt en anden. Her har Jani Lang indlagt 54 sekunder af et instrumentaltema, kaldet ”Ida´s”.
Festligt, fyrigt, respektløst, velspillet, hurtigt og rytmisk. Intet under at radiostationen Liveireland karakteririserer musikken således: ”Som en verdensmusikfestival i én gruppe”! Ingen tvivl om at musikken er virtuos, medrivende og vedkommende. Faren ved Dallahans album er for mig at se, at de fem nemt kommer til at skræve så vidt, at bukserne revner.
Musikken på albummet er i høj grad et broget kludetæppe, sammensat af folk med meget forskellig baggrund. Risikoen ligger i, at de færreste publikummer vil være så vidtspændende i deres musikalske smag, at de kan goutere såvel balkanmusik som irske klagesange og ungarske kærlighedssange. Men flot spillet og udfordrende er det!
